Fight, held og marginaler sikrede AaB tre point

27. oktober 2014 kl. 20:52

Utallige gange har de forsvarende mestre manglet marginalerne i indeværende sæson, men 1-0 gevinsten hos FC Nordsjælland rådede denne aften bod på en del.

Generelt-ny-20I forhold til opgøret i torsdags i UEFA Europa League mod FC Dynamo Kiev havde AaB tre ændringer i startformationen, hvor Jakob Blåbjerg, Søren Frederiksen og fødselar Anders K. Jacobsen afløste Donny Gorter, Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius.

Første halvdel af første halvleg blev en rodet affære med FC Nordsjælland klart mest på bolden.

Det blev dog ikke til mere end et forkølet langskudsforsøg forbi mål fra Andreas Maxsø, før første chance opstod i det 29. minut, hvor Uffe Bech fik foden på et indlæg fra venstre, men AaB-keeper Nicolai Larsen nåede godt ned og fik afværget afslutningen.

Herfra livede dysten gevaldigt op, og hjemmeholdet var igen tæt på tre minutter senere, da en uheldig aktion fra Rasmus Thelander blev opfanget, så Joshua John kunne spilles fri, men en vågen Nicolai Larsen reddede med en flot fodparade.

Berøringen fra Nicolai Larsen satte endda straks et kontraangreb i gang for AaB, hvor en igen velspillende Andreas Bruhn med en glimrende pasning frispillede Anders K. Jacobsen, men alene med FCN-målmand David Jensen sendte AaB-angriberen sin afslutning forbi målrammen.

Dette var dog startskuddet til en stærk AaB-periode resten af halvlegen, og David Jensen måtte redde med en fodparade, da Andreas Bruhn fire minutter inden pausen efter et par gode træk fik afsluttet.

AaB trykkede nu godt på og havde flere nærgående hjørnespark i slutfasen af halvlegen, og også fra anden halvlegs start havde gæsterne initiativet.

Det var dog FC Nordsjællands Kasper Lorentzen, der i det 51. minut endnu engang testede Nicolai Larsen, som på ny bestod.

Fem minutter senere lignede det imidlertid umiddelbart et straffespark, da Kasper Lorentzen og Nicolai Larsen igen krydsede klinger, men dommer Jens Maaes fløjte forblev tavs.

Straks efter stod Nicolai Larsen i vejen for et hårdt skudforsøg fra Joshua John, mens AaB pludselig fik foræret et tilbud efter 60 minutter, men en FCN-forsvarer fik blokeret muligheden til Søren Frederiksen.

Midtvejs i anden halvleg tabte Rasmus Würtz læderet i en farlig position, men Rasmus Thelander fik fulgt Uffe Bech til dørs.

Med fem minutter tilbage blev Mathias Wichmann sendt på banen, og bare to minutter senere fandt Wichmann Kasper Risgård tæt under mål, men FCN-defensiven fik afværget til hjørnespark.

Få sekunder var der blot tilbage af de tre minutters tillægstid, da Mathias Wichmann med en ny god aktion blev kampafgørende, da hans indlæg blev headet i eget net af Pascal Gregor, som blev hårdt presset af Nicklas Helenius.

Dermed fik AaB omsider medgang og tre uvurderlige point, og resultatet betyder også, at man nu er ubesejret i tre betydende kampe på stribe.

Ligeledes gav sejren avancement til syvendepladsen, hvorfra der er seks point ned til OB under stregen.

Allerede torsdag aften venter næste udfordring for AaB, når Vejle Boldklub er modstanderen på udebane i DBU Pokalen.

Matchfacts – Superligaen, 12. spillerunde
FC Nordsjælland-AaB  0-1 (0-0)
90. min 0-1 Pascal Gregor.
Advarsel FC Nordsjælland: Martin Vingaard (84).
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (31), Kasper Risgård (86).
4.016 tilskuere på Farum Park.

FC Nordsjælland (4-1-2-3): David Jensen, Mario Ticinovic (79: Emiliano Marcondes), Pascal Gregor, Ivan Runje, Patrick Mtiliga, Andreas Maxsø, Søren Christensen (65: Morten Nordstrand), Martin Vingaard, Uffe Bech, Kasper Lorentzen, Joshua John.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Henrik Dalsgaard, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg, Andreas Bruhn (85: Mathias Wichmann), Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen, Søren Frederiksen (65: Nicklas Helenius), Anders K. Jacobsen (77: Thomas Augustinussen).

Dommer: Jens Maae.

'