Duncan jagter seks på stribe
AaB er ubesejret i de seneste seks Superliga-opgør, og i de seneste fem har AaB-angriberen bidraget med seks pletskud.
”Duncan” tangerede i fredags mod Lyngby Boldklub Frank Strandli, der som den eneste AaB-spiller hidtil havde scoret i fem Superliga-optrædener i træk.
Serien af Strandli i april-maj 2001 forløb dog over seks kampe – afbrudt af en karantænedag til den norske angriber.
Superliga-rekorden indehaves af Ebbe Sand, der i sin Brøndby-tid scorede i otte kampe i streg i oktober-november 1997.
Den tidligere AaB’er Peter Møller har præsteret det samme for Brøndby I.F., men med den forskel at Møller scorede syv kampe i træk i 1997 og igen i det første opgør for klubben i 2000 – afbrudt af ophold hos PSV Eindhoven i Holland og hos spanske Real Oviedo.
Miklos Molnar i 1996 for Lyngby FC og Bo Nielsen i 2000/2001 for AGF nettede i syv optrædener på stribe for deres respektive klubber, mens Ulrik Balling i Vejle Boldklub i 2006, Peter Graulund i AGF i 2007 og Marc Nygaard i Randers FC i 2008 alle nåede op på en serie på seks optrædener i streg med scoringer.
Morten Duncan Rasmussen og AaB skal forsøge at fortsætte den fælles optur, når Esbjerg i den kommende weekend er modstanderen på fremmed græs.
Læs mere om søndagens spændende Superliga-duel på Blue Water Arena her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com).