Due sikrer ny AaB-sejr

26. februar 2011 kl. 18:11
Syv sejre og en uafgjort er således optakten, inden det om en uge er alvor, når Silkeborg I.F. gæster Energi Nord Arena.

I bidende kulde på kunstgræsbanen i Hirtshals leverede cheftræner Kent Nielsens tropper en mere end godkendt præstation, hvor facit blev en jævnbyrdig første halvleg og en anden halvleg med et klart overtag til AaB.

Ronnie Schwartz havde i det fjerde minut kampens første forsøg, mens opgørets første chance tilfaldt Jeppe Curth, der i en god position headede et glimrende indlæg fra Michael Lumb over mål efter 16 minutter.

Midtvejs i halvlegen var det IK Start, der var nærgående, da Kasper Bøgelund på selve mållinien måtte afværge et hovedstød fra Ole Martin Årst.

Efter et oplæg fra Morten Duncan Rasmussen blev Ronnie Schwartz tacklet i skudøjeblikket, mens næste farlige AaB-forsøg kom i det 34. minut, hvor målmand Kenneth Høie måtte redde en giftig afslutning fra Louay Chanko.

I anden halvleg var der forsøg fra både Mathias Wichmann og Ronnie Schwartz, før Rasmus Würtz efter 55 minutter sendte en følt afslutning fra kanten af straffesparksfeltet på sammenføjningen.

Lidt senere måtte Kenneth Høie redde fra Jeppe Curth, men endelig kom det fortjente føringsmål, da Anders Due med et velkendt følt spark udnyttede glimrende forarbejde fra Morten Duncan Rasmussen.

Med fire minutter igen var det tæt på 2-0, da indskiftede Lucas Andersen efter et par driblinger sendte et lobforsøg snert over tværribben.

Om blot syv dage gælder det point.

Matchfacts – testkamp på kunstgræsbanen i Hirtshals
AaB-IK Start Kristiansand  1-0 (0-0)
68. min 1-0 Anders Due.

AaB (4-4-2): Karim Zaza, Kasper Bøgelund, Lasse Nielsen, Kjetil Wæhler, Michael Lumb, Ronnie Schwartz (57: Anders Due), Rasmus Würtz, Louay Chanko (75: Lucas Andersen), Mathias Wichmann, Jeppe Curth (75: Nicklas Helenius), Morten Duncan Rasmussen.

'