DS i smalt nederlag

31. oktober 2016 kl. 09:38

Efter en overbevisende sejr i den seneste kamp hed modstanderen lørdag Lystrup I.F. for AaB’s Danmarksseriehold.

På hjemmebanen på Hornevej havde AaB den første store chance med en friøber, der ikke blev udnyttet. I stedet bragte gæsterne sig foran.

AaB havde mange store chancer efterfølgende, og bolden blev også sendt i mål, men scoringen blev til hjemmeholdets ærgrelse annulleret. Træværket blev ramt i flere omgange, og bolden blev reddet på stregen to gange.

Bolden ville ikke ind for hjemmeholdet, der derfor måtte se sig slået med 1-0 efter gæsternes scoring i første halvleg.

- Det var en kamp præget af træthed og manglende flow i spillet, og de to ting hænger jo tit sammen. Vi rammer kun niveau i det sidste kvarter af første halvleg efter deres scoring til 1-0. Vi havde chancerne til at få point og til at vinde, men vi var alt for uskarpe foran mål, siger cheftræner Kenneth Cortsen til aabsport.dk.

Holdet skal i aktion igen på lørdag kl. 13.30, hvor det gælder IF Skjold Sæby på udebane.

'