Dobbelt-op af Rolfe i vigtig AaB-sejr

23. oktober 2011 kl. 18:22

Dermed fik AaB brudt serien på fem kampe uden sejr, og med de tre point passerede cheftræner Kent Nielsens udvalgte netop fynboerne i tabellen.

I forhold til opgøret forrige lørdag mod FC Nordsjælland havde AaB fem ændringer i startformationen, hvor Carsten Christensen, Kjetil Wæhler, Jakob Ahlmann, Henrik Dalsgaard og Kayke erstattede Nicolai Larsen, Kasper Bøgelund, Patrick Kristensen, Anders Due og Nicklas Helenius.

OB6Målmand Nicolai Larsen måtte under opvarmningen trække sig med et skadet knæ, hvorfor der med få minutters varsel blev debut til Carsten Christensen.

Ligeledes var der første Superliga-start nogensinde til Jakob Ahlmann og i angrebet startede Kayke for første gang siden sin tilbagevenden til AaB. Ydermere kun Rolf Toft i slutminutterne på banen til sin debut.  

AaB startede aggressivt, og Henrik Dalsgaard manglede ikke meget for at få kontakt med Chris Rolfes fine hjørnesparksbold i det sjette minut.

Første reelle chance opstod dog til gæsterne efter 11 minutter, hvor AaB i boldbesiddelse fik sat sig selv under pres, så OB fik erobret bolden i venstre side af straffesparksfeltet, hvorfra en flad pasning fandt vej til den forhenværende AaB’er Andreas Johansson, hvis inderside-afslutning dog gik langt over mål.

OB9Tre minutter senere tog AaB i stedet føringen, da Chris Rolfe selv stod for at erobre læderet højt oppe på gæsternes banehalvdel for få sekunder senere at blive nedlagt i straffesparksfeltet.

Chris Rolfe scorede sikkert fra pletten, og bare minuttet efter føringsmålet var det en livlig Kayke, der testede OB-keeper Mads Toppel.

Få øjeblikke senere var udeholdet imidlertid igen på omgangshøjde, da anfører Kjetil Wæhler begik straffespark mod landsmanden Espen Ruud, hvilket Chris Sørensen omsatte til udligning.

AaB optrådte dog stadig med optimisme, og især gæsternes bageste folk virkede til at tale med.

Muligheden var også stor, da Thomas Augustinussen frispillede Chris Rolfe, men lobforsøget gik over både Mads Toppel og målet. 

OB2I det 25. minut lignede det et nyt straffespark, da den velspillende Jakob Ahlmann efter et glimrende skudforsøg selv var hurtigst over returbolden for tilsyneladende i næste sekund at blive skubbet ureglementeret af Andreas Johansson, men dommer Lars Christoffersens fløjte var denne gang tavs.

Både Lasse Nielsen og Henrik Dalsgaard havde i fortsættelsen nærgående forsøg, mens Bashkim Kadrii i den modsatte ende sendte et fint forarbejde fra Andreas Johansson forbi målrammen.

Indledningen på anden halvleg blev noget mere tøvende fra AaB’s side, hvorfor der i disse minutter blev mere plads til OB, der dog måtte se Kayke have halvlegens første to forsøg.

Efter en times spil var udeholdet dog særdeles tæt på, da en frisparksbold blev headet på tværs i feltet til Hans Henrik Andreasen, som headede på overliggeren.

OB8Stadig var det åbent, og Lasse Nielsen flugtede Kaykes frisparksindlæg over mål.

Efterhånden fik AaB igen tiltvunget sig initiativet i kampen, mens OB primært levede på sporadiske omstillinger og dødbolde.

Kayke forsøgte sig på ny efter 77 minutter, og med en frisk og vellykket indskiftning af Mathias Wichmann signalerede AaB, at man gik efter at afgøre affæren.

Forløsningen kom da også seks minutter før tid, da Chris Rolfe med et tørt og fladt hug udnyttede nydeligt opspil fra Jakob Ahlmann og Nicklas Helenius. I øvrigt bemærkelsesværdigt at fire ud af foreløbig seks fuldtræffere af amerikaneren er sat ind i hjemmekampe mod OB.

Herfra havde OB intet modtræk, og det lignede nærmere 3-1 end 2-2 i de døende minutter.

Således en optimal udgang på en stærk præstation, og AaB går dermed ind til udfordringen om en uge på udebane mod Brøndby I.F. med fornyet selvtillid.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 13. spillerunde
AaB-OB  2-1 (1-1)
14. min 1-0 Chris Rolfe, 19. min 1-1 Chris Sørensen, 84. min 2-1 Chris Rolfe.
Advarsler AaB: Kenneth Emil Petersen (59), Kayke (67).
Advarsler OB: Hans Henrik Andreasen (13), Peter Utaka (90).
7.789 tilskuere på Energi Nord Arena.

AaB (4-4-2): Carsten Christensen, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Jakob Ahlmann, Henrik Dalsgaard, Rasmus Würtz (81: Mathias Wichmann), Thomas Augustinussen, Chris Rolfe, Jeppe Curth (50: Nicklas Helenius), Kayke (86: Rolf Toft).

OB: (4-4-2): Mads Toppel, Espen Ruud (87: Bernard Mendy), Anders Møller Christensen, Tore Reginiussen, Chris Sørensen, Andreas Johansson, Eric Djemba-Djemba, Hans Henrik Andreasen, Bashkim Kadrii (85: Rurik Gislason), Peter Utaka, Rasmus Falk (61: Djiby Fall).     

Dommer: Lars Christoffersen.

'