Det er nu, det gælder

30. marts 2011 kl. 10:21

Vi har nøje fulgt den strategi og genopretningsplan, der blev lagt tilbage i 2009 med stor vægt på at få reduceret balancen og selskabets gæld.

Vi har solgt ejendommene på Hadsundvej fra og afviklet håndboldaktiviteten. Vi har minimeret risikoen ved ejerskabet af sportsbutikker væsentligt og er på vej mod balance i AaB Ishockey.

Vi er ved at gennemføre en total omlægning af hele vores konferencedel, der samles i moderne og fleksible lokaler på Energi Nord Arena bl.a. med etablering af skybokse.

Vi har sat AaB Fodbold i centrum som selskabets absolutte kerneforretning og værdiskaber. Gennem etablering af et Player Invest-selskab er der investeret i markante forstærkninger med det formål at sikre fortsat Superliga-status.

Fodboldfremtiden bygges på et fundament af egne udviklede talenter. For at forstærke denne udvikling er et fodboldakademi i støbeskeen. Dette sker samtidig med, at vi står stærkere med vores talentarbejde end nogensinde.

En stærk økonomi er nødvendig for at kunne fastholde de sportslige målsætninger og levere topfodbold på Superliga-niveau i Nordjylland. Sidste led i omstruktureringsplanen er derfor en kapitaludvidelse, der skal sikre det nødvendige økonomiske grundlag.

Der er planlagt en kapitaludvidelse, der ved fuldtegning sikrer selskabet 50 mio. kr., heraf er over 60 % allerede garanteret. Vi har fået en fantastisk opbakning fra en række større aktionærer, men også fra egne rækker hvor flere fodboldspillere har tegnet aktier.

Vi tolker denne opbakning som en tro på projektet og håber, at mange flere vildeltage i fællesskabet og oplevelserne ved at investere i AaB-aktier, når vi skyder aktiesalget i gang.

Det er nu, det gælder – det er nu, der skal handles.

Med venlig hilsen
Finn V. Nielsen                Poul Sørensen
Bestyrelsesformand          Adm. direktør

'