Danske Spil er hele Nordjyllands Spillepartner

3. august 2012 kl. 10:00

Dette gør Danske Spil til ikke blot AaB men hele Nordjyllands Officielle Spillepartner. Et samarbejde som kan komme til at gavne tre parter: AaB’s samarbejdsklubber, AaB og Danske Spil.

Danske Spil bliver fra den nye sæson AaB’s officielle spillepartner. Danmarks største spiludbyder bliver dermed for alvor en aktiv medspiller i hele Nordjylland. Nu får alle AaB’s samarbejdsklubber nemlig mulighed for at tjene penge, når de spiller på Danske Spils produkter via klubbernes egne hjemmesider. Derudover sikrer aftalen også en stor synlighed af Danske Spil i forbindelse med alle AaB’s kampe.

- Blandt markedets mange spiludbydere er vi meget tilfredse med at have indgået en aftale med Danske Spil, der gennem mange år har været en god partner for sporten i Danmark, udtaler AaB’s direktør Lynge Jakobsen.

- Vi ser frem til at indlede det samarbejde der er lagt op til i aftalen, og vi glæder os til at fortælle vores mange samarbejdsklubber om deres muligheder for at tjene penge.

- For AaB er der tale om en god og tilfredsstillende økonomi i aftalen, og jeg er sikker på, at det er en aftale, som vil gavne Danske Spil, vores samarbejdsklubber og AaB, lyder det fra Lynge Jakobsen.

Hos Danske Spil er der også stor tilfredshed med aftalen.

- AaB er en traditionsrig klub i Danmark, som ikke kun har opbakning i Aalborg men i hele Nordjylland. Samtidig er det en klub med stort fokus på udvikling af egne talenter og en klub som har en god kommunikationsplatform til Danske Spils produkter.

- Derfor er det helt naturligt for Danske Spil, som danskernes foretrukne spilleselskab, at gå ind i et sådant samarbejde, som udvider den aftale Danske Spil og AaB havde i forvejen. Vi er især glade for, at aftalen støtter op om det, som Danske Spil i forvejen gennem tipsmidlerne har støttet i mange år, nemlig breddeidrætten, siger Søren Nielsen, marketingchef i Danske Licens Spil.

Starten på aftalen markeres til AaB’s hjemmekamp 4. august mod FC Nordsjælland.

'