Curth dobbelt målscorer i første test

22. juni 2011 kl. 19:06

Hverken fysisk eller spillemæssigt var det til at se, at AaB’s spillere i går startede træningen efter tre ugers pause, mens modstanderen i den forgangne weekend afsluttede sæsonen.

Adskillige gode momenter fik de mange fremmødte således at se på Hornevej, og ikke mindst prøvespillerne Nicholas Gotfredsen og Mikkel Agger gjorde et fint indtryk.

Blokhus FC1, Mikkel AggerAaB tog føringen allerede i det sjette minut, da et flot angreb med Nicklas Helenius, Rasmus Würtz og Nicholas Gotfredsen som de første stationer endte hos Kasper Kusk, der i venstre side af straffesparksfeltet tørrede sin direkte modstander, hvorefter bolden blev smidt ind i panden på Mikkel Agger, der ikke svigtede fra tæt hold.

Bare fem minutter senere var en bevægelig Mikkel Agger tæt på sit andet pletskud, men det glimrende oplæg fra Nicklas Helenius blev med en ellers godkendt afslutning sendt snert forbi den ene opstander.

AaB havde stor boldbesiddelse, og det var ikke helt efter fortjeneste, da udligningen kom i det 19. minut, hvor en Blokhus-spiller slap igennem med AaB-keeper Nicolai Larsen, der i første omgang fik reddet, men hurtigt var Jeppe Østenkær over riposten.

Resten af første halvleg var forholdsvis jævnbyrdig, hvorimod AaB i hele anden halvleg satte sig på affæren.

2-1 blev det efter 48 minutter, hvor Patrick Kristensen frispillede Nicolaj Thomsen, der med et elegant vip sendte læderet i netmaskerne, og angrebet var lige så smukt tre minutter senere, da Jeppe Curth hamrede nydeligt forarbejde fra Jakob Ahlmann og Nick Drachmann i mål.

Chris Rolfe var nærgående, før Jeppe Curth med et kvarter igen flugtede afleveringen fra Rolf Toft i nettet til 4-1.

Næste test for AaB er dysten i Skagen mod OB om otte dage.   

Matchfacts, testkamp
AaB-Blokhus FC  4-1 (1-1)
6. min 1-0 Mikkel Agger, 19. min 1-1 Jeppe Østenkær, 48. min 2-1 Nicolaj Thomsen, 52. min 3-1 Jeppe Curth, 75. min 4-1 Jeppe Curth.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Nicholas Gotfredsen, Kenneth Emil Petersen (46: Kasper Bøgelund), Denis Dedovic (46: Jens-Kristian Sørensen), Anders Due (46: Jakob Ahlmann), Mathias Wichmann (46: Chris Rolfe), Rasmus Würtz (46: Patrick Kristensen), Thomas Augustinussen (46: Nicolaj Thomsen), Kasper Kusk (46: Nick Drachmann), Nicklas Helenius (46: Jeppe Curth), Mikkel Agger (46: Rolf Toft).

'