Bassogog i remis mod Zimbabwe

11. januar 2017 kl. 10:29

Cameroun med Christian Bassogog i truppen forbereder sig for tiden til Africa Cup of Nations, der indledes den 14. januar i Gabon.

I sidste uge imponerede Bassogog med en flot scoring i sin anden A-landskamp i den første af to testkampe op til slutrunden, da han scorede til slutresultatet 2-0 mod DR Congo. Tirsdag aften fik AaB-angriberen sin tredje officielle kamp for sit hjemland, da Cameroun dystede mod Zimbabwe i den afsluttende test i Yaoundé i Cameroun.

Efter 14 minutter kunne Bassogog fra bænken se gæsterne bringe sig foran, da Orlando Pirates’ Tendai Ndoro kom alene igennem og eksekverede til 0-1.

En føring som varede i knap et kvarter, inden udligningen blev sat ind af Cameroun-anfører Benjamin Moukandjo, der til daglig spiller for F.C. Lorient i Ligue 1. Det skete, da han omsatte et straffespark til 1-1 i det 28. minut.

Christian Bassogog kom på banen i anden halvleg, hvor han fik den sidste halve time, og sammen med holdkammeraterne var han tæt på at fremtvinge en føring flere gange, men det blev ved 1-1.

Bassogog og Cameroun kan nu se frem mod det indledende opgør i Africa Cup of Nations, der spilles mod Burkina Faso på lørdag.

'