Bassogog cementerede sensationel finaleplads

2. februar 2017 kl. 22:37

Scoringen var Bassogogs anden i foreløbig otte A-landskampe for Cameroun.

basso landshold5Aftenens semfinale mod Ghana var en begivenhedsfattig affære, indtil en kombineret målmands- og forsvarsfejl i det 72. minut gav plads til Michael Ngadeu-Ngadjui – til daglig i tjekkiske Slavia Prag – til ved den bageste stolpe at sende læderet op i nettaget.

Ghana pressede hårdt på for en udligning, men i dommerens tillægstiden blev Christian Bassogog sendt alene igennem fra midterlinjen, og efter en velkendt sprint blev bolden elegant tjattet forbi Ghanas bageste skanse til slutresultatet 2-0.

Dermed har Cameroun sendt både værtsnationen Gabon og favoritterne fra Senegal og Ghana ud af turneringen, og camerounerne vil igen være i en undertippet rolle, når der søndag spilles finale mod Egypten.

AaB's Superligatrup overværede Camerouns semifinale i samlet flok på Amendoeira Golf Resort i Portugal, og det vakte selvsagt enorm jubel, da Christian Bassogog strøg afsted og cementerede sejren.

'