Augo matchvinder i ny AaB-sejr
Med den vitale gevinst over Lyngby Boldklub og dermed en høst på 14 point i de seneste seks kampe tog AaB et nyt step i bestræbelserne på overlevelse i Superligaen.
Og på trods af en mindre god dag rent spillemæssigt så var den tiende sejr på stribe over Lyngby-mandskabet fuldt fortjent.
AaB var i samme startformation som i den seneste kamp i lørdags mod FC Midtjylland, og fra første fløjt blev der lagt aggressivt ud.
Allerede i det første minut fik Jeppe Curth en hovedstødschance, og både Curth og Morten Duncan Rasmussen nåede at true foran gæsternes mål, før Lyngby efter otte minutter for første gang viste farlighed i den modsatte ende.
Som halvlegen skred frem fik udeholdet mere og mere held med at trække tempoet ud af kampen, og generelt manglede der sammenhæng hos AaB såvel rent spillemæssigt som i presspillet på både første- og andenboldene.
Jeppe Curth havde dog endnu et par nærgående forsøg, inden Lyngbys første afslutning kom fire minutter før pausen, da Anders Christiansen sparkede over mål fra distancen.
I halvlegens sidste minut var det noget tættere på for gæsterne, da Bajram Fetai ligeledes på et langskud hamrede bolden højt på stolpen hos AaB-målmand Karim Zaza.
Straks fra anden halvlegs begyndelse tog AaB igen teten, og i det 49. minut stod Anders Due og Jeppe Curth for forarbejdet til ”Duncan”, der i en god position halvkiksede sin afslutning.
I stedet tog gæsterne føringen, da Bajram Fetai på elegant og snedig vis fra kanten af straffesparksfeltet puffede bolden fladt i netmaskerne.
Heldigvis gik der blot tre minutter, før AaB på ny var på omgangshøjde, da Mathias Wichmanns præcise indlæg blev mødt i luften af Morten Duncan Rasmussen, som således scorede i sin femte optræden i træk for AaB og dermed tangerede Frank Strandlis klubrekord.
AaB var i fortsættelsen holdet med initiativet, og Lyngby-målmand Nicklas Højland fik et kvarter før tid skubbet Anders Dues smukke frisparksforsøg op på sammenføjningen, hvorefter Lasse Nielsen var hurtigst over returbolden, men træfferen blev korrekt annuleret for offside mod Morten Duncan Rasmussen,
AaB fortsatte ufortrødent presset og den store forløsning kom, da Thomas Augustinussen seks minutter før tid fra kanten af straffesparksfeltet hamrede en returbold i mål via underkanten af overliggeren.
To minutter senere flugtede Anders Due lige på Nicklas Højland, og i tillægstiden var det Mathias Wichmanns tur til at misse en god skudchance.
Allerede var der dog gjort rigeligt til en sejr og endnu et rygstød, inden sæsonens fjerdesidste udfordring venter, når Esbjerg tager imod på eget græs om ni dage.
(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).
Matchfacts – Superligaen
AaB-Lyngby Boldklub 2-1 (0-0)
55. min 0-1 Bajram Fetai, 58. min 1-1 Morten Duncan Rasmussen, 84. min 2-1 Thomas Augustinussen.
Advarsler AaB: Ingen.
Advarsler Lyngby Boldklub: Cheikh Sarr (12), Mathias Tauber (90).
11.329 tilskuere på Energi Nord Arena.
AaB (4-4-2): Karim Zaza, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Michael Lumb, Chris Rolfe (46: Mathias Wichmann), Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due, Jeppe Curth (76: Nicklas Helenius), Morten Duncan Rasmussen.
Lyngby Boldklub (4-2-3-1): Nicklas Højland, Cheikh Sarr (46: Marc Møller), Mathias Tauber, Jakob Bresemann, Brian Hamalainen (66: Mitja Mörec), Anders Christiansen, Morten Bertolt (87: David Boysen), Emil Larsen, Kim Aabech, Bajram Fetai, Peter Madsen.
Dommer: Jakob Kehlet.