Antiklimaks for AaB

11. september 2011 kl. 19:03

Hvad der i den første time lignede en klar gevinst til udeholdet, pegede i de sidste 25 minutter kun AaB’s vej, men noget unødvendigt fik gæsternes anfører Nicolai Stokholm dybt inde i dommer Michael Johansens tillægstid plads til flot at hamre sejrsmålet i nettet fra 25 meter.

I forhold til pokalkampen i Viborg forrige onsdag havde AaB fem ændringer i startformationen, hvor Kjetil Wæhler, Patrick Kristensen, Chris Rolfe, Anders Due og Jeppe Curth afløste Kasper Bøgelund, Jakob Ahlmann, Lucas Andersen, Thomas Augustinussen og Henrik Dalsgaard.

AaB-FCN9I en tam, men nogenlunde jævnbyrdig indledning følte holdene hinanden an uden de store højdepunkter at berette om i de to straffesparksfelter.

Efterhånden tiltvang gæsterne sig imidlertid styrepinden, hvilket gav masser af plads at spille på ikke mindst på den centrale midtbane, hvor Farum-mandskabet antalsmæssigt var i overtal.

Kampens første forsøg kom i det 18. minut, hvor et kontrastød gav rum til udeholdets Andreas Laudrup, men AaB-keeper Nicolai Larsen var vågen over for skuddet fra distancen.

Fire minutter senere medførte en uheldig tværpasning fra Patrick Kristensen en skudmulighed til Søren Christensen, men heldigvis for AaB kom overliggeren i vejen.

Særligt i den sidste halvdel af første halvleg haltede AaB bagefter i duellerne, og momentvis blev AaB’erne passeret i kombinationerne, som var de træningskegler.

AaB-FCN2Alligevel blev antallet af store chancer til FC Nordsjælland holdt nede på et fåtal, hvilket ikke mindst endnu en stærk præstation af anfører Kjetil Wæhler havde sin del af æren for.

I den modsatte ende havde AaB sin første afslutning i det 42. minut(!), hvor et indlæg fra Anders Due blev headet ufarligt over mål af Mathias Wichmann.

I halvlegens sidste minut gav en ny giftig FCN-kontra en stor dobbeltchance, hvor Tobias Mikkelsen først kiksede sin flugter, inden Andreas Granskovs hovedstød fra tæt hold tvang Nicolai Larsen til endnu en god aktion.

Fra anden halvlegs start livede AaB en anelse op, og der var fare på færde efter 52 minutter, hvor Mathias Wichmann og Nicklas Helenius stod for oplægget til Anders Due, hvis afslutning blev blokeret.

Faktisk viste gæsterne først farlighed igen efter en times spil, da AaB blev spillet fuldstændig tynde, men i sidste øjeblik fik Lasse Nielsen heroisk kastet sig og blokeret skudmuligheden til Søren Christensen.

Blot minuttet senere var billedet imidlertid det samme, og her var Tobias Mikkelsen iskold i sin afslutning, da han passerede Nicolai Larsen.

Dermed så det for alvor svært ud for AaB, men blot fem minutter efter blev der givet en livline, da Anders Due, Henrik Dalsgaard og Nicklas Helenius var involveret i forarbejdet til Mathias Wichmann, hvis skud blev rettet af og dermed kunne passere den sagesløse FCN-målmand Jesper Hansen.

Udligningen betød, at momentum totalt skiftede i AaB’s favør, og det var tæt på scoring, da Henrik Dalsgaards skarpe indlæg efter 71 minutter havde retning mod Anders Due, som desværre mistimede sit hovedstødsforsøg.

AaB-FCN10Med ni minutter igen headede Christian Gytkjær en hjørnesparksbold tæt forbi for FC Nordsjælland, men chancen blev endnu større til AaB i det 83. minut, da indskiftede Kayke alene med Jesper Hansen i venstre side af straffesparksfeltet afleverede bagud til Anders Due, hvis afslutning henover et par FCN-forsvarere desværre gik forbi det tomme mål.

Mod slutningen fadede AaB’s pres ud, og det lignede umiskendeligt remis, indtil Nicolai Stokholm ud af ingenting afgjorde affæren i de døende sekunder, efter en situation hvor Kenneth Emil Petersen godt kunne være blevet tildelt et frispark i situationen forinden.

Igen var der med knap 9.000 fremmødte tilskuere fantastisk opbakning fra lægterne, og før der på ny venter en hjemmekamp, skal AaB på søndag en tur i Parken og møde de forsvarende danske mestre fra FC København.  

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

Matchfacts – Superligaen, 8. spillerunde
AaB-FC Nordsjælland  1-2 (0-0)
61. min 0-1 Tobias Mikkelsen, 66. min 1-1 Mathias Wichmann, 90. min 1-2 Nicolai Stokholm.
Advarsel AaB: Jeppe Curth (54).
Advarsler FC Nordsjælland: Andreas Granskov (14), Tobias Mikkelsen (23), Jores Okore (54).
8.852 tilskuere på Energi Nord Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Patrick Kristensen, Chris Rolfe (73: Kayke), Rasmus Würtz, Mathias Wichmann, Anders Due (86: Lucas Andersen), Jeppe Curth (58: Henrik Dalsgaard), Nicklas Helenius.

FC Nordsjælland (4-2-3-1): Jesper Hansen, Henrik Kildentoft, Jores Okore, Michael Parkhurst, Patrick Mtiliga, Nicolai Stokholm, Søren Christensen, Andreas Laudrup (70: Enoch Adu), Mikkel Beckmann (78: Christian Gytkjær), Tobias Mikkelsen, Andreas Granskov (65: Rawez Lawan).

Dommer: Michael Johansen.

'