Anfører og viceanfører tilbage for AaB

21. marts 2015 kl. 14:48

Begge spillere sad udenfor, da AaB efter tre indledende forårssejre i Alka Superligaen i mandags tabte mod Hobro I.K.

Kent_Viborg1I morgen genoptager de forsvarende danske mestre jagten på tredjepladsen i tabellen, men den forestående modstander SønderjyskE aftvinger respekt hos AaB og cheftræner Kent Nielsen:

- Bortset fra de to seneste opgør (1-4 mod Silkeborg I.F. og 0-4 mod FC Nordsjælland, red.) så har SønderjyskE set stærke ud i denne sæson, og faktisk var de to kampe mod Silkeborg og Nordsjælland også mere jævnbyrige, end cifrene antyder.

- SønderjyskE har efterhånden fået samlet et spændende hold, der spiller ud fra en stram defensiv struktur med hurtige omstillinger, og med to dygtige individualister oppe foran i Tommy Bechmann og Marvin Pourie, konstaterer Kent Nielsen.

- Vi vil derfor blive testet ikke mindst på vores tålmodighed, og vi skal forsøge at afveksle mellem netop tålmodigt og mere direkte spil. Ambitionen er naturligvis at vinde den tredje hjemmesejr i træk, og forhåbentlig kan vi præstere og være lige så effektive som i forårets første to hjemmekampe, siger Kent Nielsen, der har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Rasmus Jönsson, 11 Nicklas Helenius, 14 Andreas Blomqvist, 18 Anders K. Jacobsen, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 28 Viktor Ahlmann, 31 Jakob Blåbjerg og 32 Kasper Pedersen.

Skadeslisten omfatter Mathias Thrane, Donny Gorter og Jakob Ahlmann.

Opgøret starter kl. 15.00 - køb i forsalg billet her

'