Ahlmann tror på hjemmesejr
Fire runder inde i Alka Superligaen er AaB indtil videre ubesejrede med otte point på kontoen. Mandag skal Hele Nordjyllands Hold forsøge at bygge videre på den gode indledning på sæsonen, når Esbjerg fB gæster Nordjyske Arena. AaB-backen Jakob Ahlmann var med fra start, da det i den seneste kamp blev til en sen 2-1-sejr i Farum, og han er tilfreds med sammenholdet og vildskaben i truppen. Dog kan det spillemæssige stadig forbedres.
- Pointmæssigt er det en rigtig fin start, vi har fået. Samtidig ved vi også godt, at vi spillemæssigt kan lægge en del på endnu, for det har ikke været så godt, som vi havde håbet. Til gengæld har vi fået vist nogle andre dyder og kæmpet til det sidste, og vi har presset på i slutminutterne og sikret os point gennem sene scoringer, siger Jakob Ahlmann.
Ahlmann, der i sin tid kom til AaB fra samarbejdsklubben Brønderslev I.F., peger især på den hurtige integration af nye spillere på holdet som en vigtig faktor for, at der bliver arbejdet hårdt for hinanden inden for kridtstregerne.
- Der har været en del udskiftninger i truppen siden sidste sæson, men vi er hurtigt lykkedes med at blive en enhed, for det er vigtigt at kunne stå sammen inde på banen. Hver eneste dag arbejder vi på at få styrket vores spillemæssige relationer, og vi er godt på vej. Vi har i hvert fald et sammenhold, hvor der bliver arbejdet hårdt hele vejen igennem, og vi kriger os til succes, når spillet ikke flyder. Vi håber selvfølgelig også på at kunne finde noget endnu bedre spil frem, siger Jakob Ahlmann.
AaB har stadig den første hjemmesejr til gode i denne sæson, og det er noget, som Jakob Ahlmann håber at kunne være med til at give til fansene i mandagens opgør, selvom gæsterne fra Esbjerg vil møde op til kampen med tro på tingene.
- Vi har indtil videre fået to uafgjorte resultater på hjemmebane, og vi vil rigtig gerne kunne give publikum på Nordjyske Arena en hjemmesejr på mandag mod Esbjerg.
- De har dog fået Colin Todd som træner, og vi ved, at han er mand for at få dem til at stå sammen og arbejde hårdt. Senest mod AGF så de stærke ud og styrede kampen godt, indtil de fik en mand smidt ud. Jeg er sikker på, at de kommer med en tro på tingene efter den kamp. De kommer til at kæmpe med næb og klør for at få point, og jeg tror, at det bliver et kompakt Esbjerg-mandskab, som vi skal forsøge at presse kampen igennem, siger Jakob Ahlmann.
Opgøret mod Esbjerg fB fløjtes i gang på Nordjyske Arena på mandag kl. 19.00. Køb billetter til kampen allerede nu på AaB’s Webshop.
Husk, at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer 1 kr. til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets to første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 13.720 kr.