Ahlmann: Godt at være tilbage

7. januar 2014 kl. 13:54

AaB’s venstre back er således godt tilpas med at træningen atter er i gang på Hornevej.

- Det er godt at være tilbage, ingen tvivl om det. Selvfølgelig er det dejligt at have ferie, men som december skred frem begyndte man også at glæde sig til at se holdkammeraterne igen og ikke mindst komme til at spille noget fodbold, forklarer Ahlmann og fortsætter.

- Vi starter hårdt og har her i de første uger en del styrketræning og løb, for lige at få noget luft i lungerne og få styrket musklerne. Så der er ikke så meget fokus på spil med bold og taktik nu og her, men det kommer naturligvis i takt med at vi nærmer os kampene.

VFF10- Og så må man sige at vejret i år er helt fantastisk sammenlignet med de seneste to år, hvor der på denne tid af året har ligget sne og været frost i luften når vi trænede. Vi håber det varer ved, men ved også at der er en risiko for at vintervejret kommer før eller siden, lyder det videre fra Jakob Ahlmann, der ikke umiddelbart tror på at årets opstart vil være anderledes trods den tidlige start på Superligaen.

- Om det betyder noget at opstarten er kortere end normalt? Godt nok spiller vi første kamp allerede den 23. februar, men jeg tror ikke det vil være noget vi som sådan mærker til. Det er i hvert fald ikke noget jeg tænker over, så nej, det spiller ikke umiddelbart nogen rolle.

- Stemningen i truppen er rigtig god, det er jo de samme folk der er her som da vi gik på ferie, så alle er hurtigt faldet ind i tingene igen. Samtidig er der også en bevidsthed om at vi har leveret godt i efteråret, hvilket betyder at der er endnu mere fokus på at arbejde hårdt, så vi kan få flere gode resultater i foråret, slutter AaB’s 3’er inden dagens andet træningspas går i gang.

Vil du også være på lægterne når bolden atter ruller i Superligaen, så køb et halvsæsonkort og få fast plads til alle forårets syv spændende hjemmekampe mod blandt andet FC København, FC Midtjylland og Brøndby I.F.

Klik her for at læse mere.

 

'