Aalborg Boldspilklub A/S opjusterer forventningerne til årets resultat

7. august 2014 kl. 08:33

Som følge af gårsdagens sejr i tredje runde af kvalifikationen til UEFA Champions League opjusterer Aalborg Boldspilklub A/S (AaB) forventningerne til årets resultat fra et overskud i niveauet 13 mio. kr. til et overskud i niveauet 48 mio. kr. 

Opjusteringen er i overensstemmelse med selskabets resultatforventninger som beskrevet i prospektet af 18. juli 2014. 

Der er i ovennævnte forventninger ikke indregnet yderligere transferindtægter, end dem der er realiseret.

- Vi er naturligvis meget tilfredse med udfaldet af kampene mod Dinamo Zagreb. Ikke blot sikrer det en række spændende og særdeles attraktive europæiske kampe på Nordjyske Arena i efteråret 2014, det giver også et stort økonomisk rygstød, hvorfor vi i dag har opjusteret forventningerne til årets resultat, udtaler AaB’s administrerende direktør Stephan Schors. 

- Samtidig håber vi naturligvis, at den flotte præstation vil give øget opbakning til den igangværende kapitaludvidelse, der afsluttes 15. august, udtaler Stephan Schors videre.

Vil du vide mere om hvordan du bliver medejer af Hele Nordjyllands Hold, så læs mere om den igangværende aktieemission her. 

 

'