AaB vil revanchere dårlig indsats

21. september 2016 kl. 14:28

Efter otte godkendte præstationer i de første otte spillerunder i indeværende sæson blev dysten i Lyngby mandag aften en skuffelse, hvilket spillertruppen og cheftræner Lars Søndergaard er de første til at erkende:

LS6- Velvidende at vi både kollektivt og for de flestes vedkommende også enkeltvis underpræsterede i Lyngby, så har vi efterfølgende analyseret tingene og rettet fuld fokus mod at forbedre præstationen markant i opgøret mod Viborg, fastslår Lars Søndergaard.

- Vi er bevidste om, hvilke fejl vi begik mod Lyngby, og vi har en klar intention om at blive mere afklarede og mindre omstændelige i vores spil i kampen mod et Viborg-hold, der jo senest imponerede både spillemæssigt og resultatmæssigt med sejren i søndags på Brøndby Stadion.

- Ud fra en kompakt defensiv base har Viborg en stor force i både masser af bevægelighed og hurtighed rent offensivt, men vi har troen på, at vi med fokus på vores præstation har redskaberne til at hente tre point i morgen aften, siger Lars Søndergaard, der efter onsdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 14 Casper Sloth, 16 Magnus Christensen, 17 Christian Bassogog, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 24 Morten Rokkedal, 25 Frederik Børsting, 29 Sebastian Grønning, 31 Joakim Mæhle, 32 Kasper Pedersen og 33 Bardhec Bytyqi.

Markus Holgersson har karantæne, mens skadeslisten omfatter Jakob Ahlmann, Thomas Enevoldsen og Robert Kakeeto.

AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets fem første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 38.219 kr. Køb i forsalg din billet til mødet med Viborg F.F. her.

'