AaB vil hente 50 mio. kr.

25. marts 2011 kl. 10:32

Et par års målrettet arbejde med at slanke og fokusere forretningen AaB A/S er ved at være tilendebragt.

Administrerende direktør Poul Sørensen udtaler:

- Vi har nøje fulgt den strategi og genopretningsplan, der blev lagt tilbage i 2009 med stor vægt på at få reduceret balancen og selskabets gæld.

- En stærk økonomi er nødvendig for at kunne fastholde de sportslige målsætninger og levere topfodbold på Superliga-niveau i Nordjylland. Sidste led i omstruktureringsplanen er derfor en kapitaludvidelse, der skal sikre det nødvendige økonomiske grundlag, siger Poul Sørensen.  

Den planlagte kapitaludvidelse tilfører ved fuldtegning AaB 50 mio. kr., heraf er næsten 32 mio. kr. allerede garanteret.

- Vi har fået en fantastisk opbakning. I januar fik vi fra en række investorer cirka seks millioner kroner til forstærkning af spillertruppen, og nu er der inden opstarten på aktiesalget garanteret knap 32 millioner kroner fra en række større aktionærer og nye investorer, men også fra egne rækker hvor flere fodboldspillere har tegnet aktier, fortæller Poul Sørensen.

- Vi tolker denne opbakning som en tro på projektet og håber, at mange flere vil deltage i fællesskabet og oplevelserne ved at investere i AaB-aktier. Det er nu, det gælder, og det er nu, der skal handles, lyder Poul Sørensens afsluttende appel.

'