AaB tilbage på sejrssporet
Kasper Pedersen bragte AaB foran efter knap en time, og den stilling holdt til slutfløjt. Hele Nordjyllands Hold kan dermed igen sætte tre point ind på pointkontoen.
I forhold til den seneste kamp i Alka Superligaen tre dage forinden på udebane mod Lyngby Boldklub havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Jannik Pohl afløste Thomas Enevoldsen.
Efter en sløj indledning på kampen kom tilskuerne på Nordjyske Arena helt ud på kanten af sæderne, da Marco Meilinger i det 13. minut pludselig sendte et skud fra kanten af feltet på fjerneste stolpe efter fint forarbejde af Joakim Mæhle på højrebacken. Bolden gik dog i spil igen via stolpen og blev clearet.
Gæsterne fra Viborg F.F. så ud til basere spillet på at sende bolde i dybden på deres hurtige frontmænd, og efter knap tyve minutter blev Jung-Bin Park sendt af sted, men han blev fulgt godt til dørs af Kasper Pedersen, der til sidst blokerede sydkoreanerens afslutning.
I modsatte ende blev AaB’s Christian Bassogog lidt efter også sendt i dybden, og efter et par træk afsluttede han, men bolden gik over målet.
Efter 22. minutters spil sendte Marco Meilinger et frispark ind i feltet, og Jakob Blåbjerg kom højest og fik sat panden på bolden, men det ellers kvalificerede forsøg blev reddet på stregen af gæsternes Søren Reese.
Christian Bassogog tog i det 27. minut skuddet udefra, men sigtekornet var ikke stillet skarpt nok og bolden sejlede over mål.
Efter knap en halv time var AaB tæt på efter gode kombinationer mellem Marco Meilinger, Joakim Mæhle og Christian Bassogog. Sidstnævnte fik til sidst sat en afslutning ind, men gæsterne fik reddet sig ud af situationen.
Gæsterne kom ikke længe efter til en mulighed på en omstilling, hvor Serge Déblé endte med at sende bolden over mål. Gæsternes største mulighed indtil videre.
I det 38. minut satte en defensiv bolderobring fra Christian Bassogog gang i en hurtig AaB-omstilling, og Joakim Mæhle fik bolden dybt i højre side og sendte et hårdt skud i sidenettet et stykke udefra.
Tre minutter senere var hjemmeholdet igen nærgående, da Edison Flores lagde en god bold indover til Marco Meilinger, men østrigerens hovedstød gik over mål.
Lige før pausen var det igen ved at brænde på i gæsternes forsvar. Rasmus Würtz slog bolden hen over Viborg-forsvaret til Patrick Kristensen, der headede bolden bagud til Edison Flores, og den tekniske peruvianer hev en fræk afslutning op af hatten og sendte bolden mod fjerneste hjørne. Viborg-keeper Peter Friis Jensen fik dog lige netop sat fingerspidserne på bolden.
Inden pausefløjt nåede Christian Bassogog også at heade bolden lidt forbi mål efter et frispark, men det forblev uden scoringer på Nordjyske Arena i første halvleg.
Kort inde i anden halvleg fik gæsterne halvlegens første mulighed, da et indlæg blev clearet for kort, og Jonas Kamper kunne heade på mål fra kanten af feltet, men Nicolai Larsen i AaB’s mål kunne se bolden lande i nettaget.
AaB kom ikke længe efter til en mulighed, da Joakim Mæhle tog godt initiativ på højrekanten og lagde en bold i panden på Edison Flores, der ikke fik ordentligt træf på bolden.
Joakim Mæhle kom også til et skud kort efter, da Kasper Risgård spillede ham fri med en diagonalaflevering, og Mæhles kanon fremtvang en ripost hos Peter Friis Jensen.
Gæsterne svarede igen med en hurtig omstilling, og Serge Déblé kom til skud, men bolden gik uden for målrammen.
Efter knap en times spil kom et forløsende føringsmål til hjemmeholdet. Marco Meilinger slog et hjørnespark i feltet, og Kasper Pedersen kom fri og headede bolden direkte i mål til 1-0.
Efter scoringen fulgte en periode med hurtigt spil og muligheder i begge ender. AaB var mest på bolden, men gæsterne bød sig til på omstillinger. I det 66. minut dumpede en nedfaldsbold ned ved fødderne af Jannik Pohl, men hans afslutning blev blokeret.
I det 74. minut kom indskiftede Frederik Børsting alene igennem efter en fiks førstegangsaflevering fra Jannik Pohl. Børsting kom til skud, men det blev reddet.
Kort efter var selvsamme Børsting en del af en god AaB-omstilling, der dog lige manglede det sidste for at blive farlig.
Knap ti minutter før tid drev indskiftede Casper Sloth bolden frem på egen hånd og fik til sidst afsluttet, men ikke med den fornødne kraft til at overliste Peter Friis Jensen.
Kort før tid forsøgte Søren Frederiksen sig med et skud på mål, men han ramte bolden helt forkert, og den gik langt forbi mål.
Et lumsk indlæg fra Jonas Thorsen kort inde i tillægstiden var lige ved at overliste Nicolai Larsen, da det fik retning mod mål, og kort efter blev et hovedstød reddet på stregen efter et hjørnespark fra gæsterne.
AaB var i modsatte ende tæt på en scoring, da Marco Meilinger blev sat godt op i feltet af Sebastian Grønning. Østrigeren forsøgte sig med en aflevering på tværs i feltet til Edison Flores, men bolden nåede aldrig frem.
Gæsterne satsede alt i slutminutterne, og efter ved et hjørnespark til sidst var målmand Peter Friis Jensen med fremme. AaB erobrede bolden, og Edison Flores stormede af sted med bolden mod gæsternes mål, men han blev bremset, før han kunne få afsluttet.
Det blev ved 1-0 til AaB, der dermed er tilbage på sejrssporet efter Kasper Pedersen matchvindermål i det 58. minut. Holdet skal i aktion igen allerede på mandag kl. 19.00, hvor det gælder Alka Superliga-opgøret mod Silkeborg I.F. på udebane.
(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).
Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 10. spillerunde
AaB-Viborg F.F. 1-0 (0-0)
58. min 1-0 Kasper Pedersen.
Advarsler AaB: Joakim Mæhle (44), Rasmus Würtz (90).
Advarsler Viborg F.F.: Ingen.
5.303 tilskuere på Nordjyske Arena.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Marco Meilinger, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (78: Casper Sloth), Edison Flores, Jannik Pohl (85: Sebastian Grønning), Christian Bassogog (71: Frederik Børsting).
Viborg F.F. (4-4-2): Peter Friis Jensen, Kristoffer Pallesen, Mikkel Rask, Søren Reese, Jonas Thorsen, Jonas Kamper (76: Andreas Bruhn), George Fochive, Jeppe Grønning (71: Christian Keller), Søren Frederiksen, Serges Déblé, Jung-Bin Park (80: Mathias Wichmann).
Dommer: Sandi Putros.