AaB tabte tæt og intens topkamp

Dermed mistede AaB et vigtigt skridt i topstriden, hvor FC Midtjylland og AaB på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen med fire spillerunder igen er pointmæssigt lige og med et point ned til Brøndby I.F. på femtepladsen.
I forhold til det seneste opgør i søndags mod Viborg F.F. havde AaB to ændringer i startformationen, hvor Kenneth Emil Petersen og Oliver Abildgaard afløste Jakob Ahlmann og Kasper Risgård.
På en vidunderlig forårsaften med sommertemperaturer var det gæsterne, der kom bedst i gang, og allerede i det andet minut fik Kenneth Emil Petersen i sidste øjeblik heroisk afværget foran næsen på Thomas Delaney, som ellers stod klar til at heade Federico Santanders oplæg mod mål.
På det efterfølgende hjørnespark blev chancen faktisk endnu større, da en fuldstændig blank Andreas Cornelius headede forbi mål.
Efter cirka ti minutters indledende pres fra FC København fik AaB både kæmpet og spillet sig tilbage i dysten, og første afslutning kom, da Thomas Enevoldsen i det 14. minut efter fine AaB-momenter sendte sit skudforsøg over mål.
AaB stod godt fast i nærkampene mod det fysisk stærke udehold, og i perioder flød spillet også nydeligt, hvilket efter 28 minutter skabte AaB’s første chance, da Nicolaj Thomsen med en veltimet pasning frispillede Rasmus Jönsson, der alene med FCK-keeper Robin Olsen fra en lidt spids vinkel sendte læderet i sidenettet.
Blot fire minutter senere bragte FC København sig i stedet i front, da Federico Santander nåede højest ved den forreste stolpe og headede Ludwig Augustinssons hjørnesparksbold i nettet.
Fem minutter senere kunne Federico Santander i fri position have fordoblet føringen, men AaB-målmand Nicolai Larsen fik afværget med en flot redning.
Også Andreas Cornelius nåede at true for FCK, inden pausefløjtet lød for en intens, men chancefattig første halvleg.
De sidste 45 minutter åbnede særdeles jævnbyrdigt, og efter et par ufarlige FCK-forsøg viste AaB farlighed i det 58. minut, hvor et glimrende angreb havde Thomas Enevoldsen og Patrick Kristensen som sidste stationer, før Rasmus Jönsson blev tacklet i skudøjeblikket.
AaB stred ihærdigt for at dirke FCK’s to solide firekæder op, hvilket gav plads den modsatte vej med muligheder til Thomas Delaney og Andreas Cornelius.
Med 11 minutter igen sendte Thomas Enevoldsen et kvalificeret frisparksforsøg mod mål, men Robin Olsen fik reddet til hjørnespark.
I slutfasen fik Nicolai Jørgensen først muligheden for definitivt at afgøre inden, inden en gylden chance for udligning til AaB kom i det 90. minut, hvor Kasper Pedersen fra tæt hold headede Patrick Kristensen og Christian Bassogogs forarbejde tæt over tværribben.
I stedet slog Nicolai Jørgensen til i tillægstiden, hvor Nicolai Larsen køligt blev udplaceret til slutfacit 2-0 efter en professionel indsats af gæsterne, men en ligeledes godkendt præstation af AaB.
Næste opgave for AaB er udekampen på tirsdag mod AGF.
(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).
Matchfacts – Alka Superligaen, 29. spillerunde
AaB-FC København 0-2 (0-1)
32. min 0-1 Federico Santander, 90. min 0-2 Nicolai Jørgensen.
Advarsler AaB: Oliver Abildgaard (24), Kasper Pedersen (36), Thomas Enevoldsen (40).
Advarsler FC København: Andreas Cornelius (67), William Kvist (78).
10.036 tilskuere på Nordjyske Arena.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Rasmus Jönsson, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard (64: Frederik Børsting), Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (80: Jannik Pohl), Lukas Spalvis (68: Christian Bassogog).
FC København (4-4-2): Robin Olsen, Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Christoffer Remmer, Ludwig Augustinsson, Youssef Toutouh (84: Danny Amankwaa), William Kvist, Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius, Federico Santander (70: Bashkim Kadrii).
Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen.