AaB tabte målrigt opgør

26. september 2016 kl. 21:05

AaB kom tidligt bagud i det målrige opgør, men fik udlignet til 3-3 knap et kvarter før tid. En velspillende Silkeborg I.F.-offensiv fik dog bragt sig foran med to inden slutfløjt, og kampen endte dermed 5-3.

SIF2

I forhold til den seneste kamp i Alka Superligaen hjemme på Nordjyske Arena mod Viborg F.F. torsdagen forinden havde AaB to ændringer i startopstillingen, hvor Markus Holgersson og Magnus Christensen afløste Joakim Mæhle og karantæneramte Rasmus Würtz.

Hjemmeholdet var mest på bolden i den indledende fase af kampen, og i det niende minut sendte Nicolaj Agger et hjørnespark i panden på Davit Skhirtladze, som headede bolden i mål til 1-0.

AaB svarede hurtigt igen med en mulighed kort efter, hvor Marco Meilinger sendte et af sine velkendte frispark i feltet til en helt fri Jannik Pohl, men angriberens tæmning blev for lang.

I det 14. minut fik AaB udlignet. Kasper Risgård, som i Rasmus Würtz’ fravær bar anførerbindet i kampen tog et par træk på kanten af feltet og lagde bolden videre til Marco Meilinger. Østrigeren huggede til bolden første gang og sendte den ind til 1-1 ved fjerneste stolpe.

AaB kom efter udligningen mere på bolden, og Christian Bassogog fik en god bold i dybden to minutter efter, men han blev fulgt godt til dørs af sin oppasser.

Minuttet efter kom Edison Flores i en god position og fik trykket af fra kanten af feltet, men hans hårde skud blev blokeret.

SIF1

Værterne kom efter godt tyve minutter til endnu et hjørnespark, som lå farligt inde foran mål, men bolden sejlede forbi fjerneste stolpe.

Få øjeblikke efter så Edison Flores sit snit til at udnytte, at værterne stod meget højt i banen, og han slog bolden dybt mod Christian Bassogog, der med nød og næppe blev bremset af en fremadstormende målmand Thomas Nørgaard, der var langt ude af sit mål.

Værterne virkede opsatte på at udnytte deres dødbolde, og efter knap en halv time fik Robert Skov sat det sidste hoved på bolden efter en hjørnesparkskombination. Bolden gik dog ufarligt over mål.

Ufarligt var det ikke, da Robert Skov i det 35. minut sendte et frispark mod mål langt udefra. Bolden knækkede kraftigt undervejs, snød fuldstændigt AaB-keeper Nicolai Larsen og endte i netmaskerne til 2-1.

Kort efter kom Christian Bassogog i en fin skudposition, men hans afslutning blev blokeret.

Fem minutter før pausen modtog Edison Flores bolden på kanten og snød sin oppasser, inden han lagde bolden indover til Jannik Pohl, men hans afslutning, blev rettet kraftigt af.

SIF3

Kort inden pausen fik værterne en stor mulighed, da Jens Martin Gammelby kom igennem på kanten og lagde bolden til Davit Skhirtladze, der dog ikke fik ramt den ordentligt.

Seks minutter inde i anden halvleg kom værterne yderligere foran. Efter et halvklaret hjørnespark tilkæmpede Dennis Flinta sig bolden og fandt Davit Skhirtladze ved bageste stolpe, hvorefter Silkeborg-angriberen fra tæt hold sparkede bolden hårdt i mål.

Efter knap en time kom værterne til endnu en mulighed, da Robert Skov ved en omstilling kom til et skud, som Nicolai Larsen tog sig af.

I det 63. minut kom Casper Sloth på banen, og to minutter efter indskiftningen kunne han noteres for en assist. Et frispark lige foran hjørneflaget blev af Sloth sendt i feltet, hvor Kasper Pedersen med et fremragende hovedstød reducerede til 3-2.

Kort efter var det tæt ved en udligning, da Thomas Nørgaard kun med nød og næppe fik sat fingrene på et hjørnespark og derved forhindrede indskiftede Sebastian Grønning i at sætte hovedet på.

I det 69. minut kom endnu en stor AaB-mulighed. Efter lidt spil foran feltet fandt Kasper Risgård Marco Meilinger på kanten, og han slog bolden i panden på Jakob Blåbjerg, der måtte se sit hovedstød reddet på stregen.

Med godt et kvarter igen kom værterne til en mulighed, da Nicklas Helenius fik afsluttet efter en dybdebold, men Nicolai Larsen fik afværget sikkert.

SIF5

I stedet fik AaB udlignet i modsatte ende. Magnus Christensen fik fat i bolden efter lidt klumpspil, og den unge AaB’er fandt Kasper Risgård, der havde god plads foran feltet. Viceanføreren viste stort overblik og ventede på en fremadstormende Jakob Blåbjerg. Risgård lagde en lagde en sukkerbold til Blåbjerg, der sendte udligningen ind.

Kort efter svarede værterne igen, da et indlæg blev forlænget over til bagrummet. Herfra kunne Jens Martin Gammelby sende bolden ind til Nicklas Helenius, der prikkede bolden i mål til 4-3.

AaB gik frem i et højt pres for at søge udligningen, og det kostede bagtil, hvor indskiftede Andreas Albers kom helt fri igennem efter en lang bold, og alene med Nicolai Larsen gjorde han det til 5-3.

Det blev også kampens endelige resultat, og AaB må nu rette blikket mod næste kamp i Alka Superligaen, der spilles hjemme på Nordjyske Arena søndag den 2. oktober kl. 12.00.

Du kan købe dine billetter til kampen her.

Husk, at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer 1 kr. til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, som efter efterårets tre første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 43.522 kr.

 

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 11. spillerunde
Silkeborg I.F.-AaB 5-3 (2-1)
9. min 1-0 Davit Skhirtladze, 14. minut 1-1 Marco Meilinger, 35. min 2-1 Robert Skov., 51. min 3-1 Davit Skhirtladze, 65. min 3-2 Kasper Pedersen, 76. min 3-3 Jakob Blåbjerg, 78. min 4-3 Nicklas Helenius, 87. min 5-3 Andreas Albers.
Advarsler Silkeborg I.F.: Ingen.
Advarsler AaB: Ingen.
2.623 tilskuere på Mascot Park.

Silkeborg I.F. (4-4-2): Thomas Nørgaard, Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Mikkel Cramer, Robert Skov, Mikkel Vendelbo, Ibrahim Moro, Nicolaj Agger (74: Andreas Albers), Davit Skhirtladze (65: Emil Scheel), Nicklas Helenius (88: Emil Lyng).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen (83: Frederik Børsting), Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Marco Meilinger, Magnus Christensen, Kasper Risgård, Edison Flores (63: Casper Sloth), Christian Bassogog (57: Sebastian Grønning), Jannik Pohl.

Dommer: Jakob Kehlet.

'