AaB skarpest mod AC Horsens

5. november 2011 kl. 19:20

Spillemæssigt opnåede ingen af holdene topkarakter, men en hård fight mellem to tændte mandskaber gav publikum en underholdende affære fra første minut.

I forhold til opgøret for seks dage siden i Brøndby havde AaB en enkelt ændring i startformationen, hvor Kenneth Emil Petersen i midterforsvaret afløste den karantæneramte anfører Kjetil Wæhler.

AaB åbnede bedst, og den første mulighed opstod i det fjerde minut, da Kayke fra en lidt spids vinkel forsøgte at løfte læderet over AC Horsens-keeper Søren Jochumsen, men afslutningen fik ikke højde nok.

Otte minutter senere var det Henrik Dalsgaard, som fremragende vristede sig fri af AC Horsens-defensiven, men alene med Søren Jochumsen trak sidstnævnte igen det længste strå.

Efter godt et kvarter måtte uheldige Kasper Bøgelund forlade grønsværen med et tilsyneladende brækket kraveben, og umiddelbart efter fulgte gæsternes første afslutning, da Martin Spelmann fra distancen sendte sit forsøg langt over AaB’s mål.

I det 20. minut tog AaB i stedet en fortjent føring, da en perfekt frisparksbold fra Anders Due blev sendt mod mål af Lasse Nielsen; i første omgang fik Søren Jochumsen afværget for øjeblikket efter at måtte se Thomas Augustinussen resolut sende returbolden i netmaskerne.

Blot tre minutter senere var det meget tæt på yderligere en AaB-træffer, da kvikke kombinationer mellem Kayke og Chris Rolfe gav plads til sidstnævnte, der blændende flugtede på tværribben.

Første reelle chance til gæsterne kom i det 31. minut, da Martin Retov fangede en nedfaldsbold, som heldigvis for AaB blev hamret langt over mål.

Herfra og resten af første halvleg var udeholdet – set med AaB-briller – rigeligt på bolden, og Henrik Toft sendte en pæn mulighed forbi efter 37 minutter.

I første halvlegs tillægstid var det Niels Lodberg, der headede en god chance forbi mål, og dette blev faktisk AC Horsens’ sidste tilbud i opgøret.

AaB var nærgående i det 49. minut, men Chris Rolfe mistimede Anders Dues hjørnesparksbold, men ellers startede anden halvleg spillemæssigt med samme billede som første sluttede.

Men netop som man sad med fornemmelsen af, at der var lang vej hjem for AaB, så brillerede indskiftede Nicklas Helenius med en klasse-scoring, da en forsvarer og efterfølgende Søren Jochumsen blev afdriblet på et snævert område på selve mållinien, inden bolden blev sendt over stregen.

Kenneth Emil Petersen var med et kvarter igen ikke langt fra at kunne styre læderet i mål, da Søren Jochumsen boksede Anders Dues indlæg ud til den overraskede AaB’er.

I den modsatte ende var Lasse Nielsen ligeledes ikke langt fra med låret, at styre bolden i eget net, men heldigvis gik kuglen forbi målrammen.

Generelt forsvarede AaB’erne anført af Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen sig fortrinligt, og det kunne fire minutter før tid snildt været blevet 3-0, men denne gang reddede Søren Jochumsen fra en fri Nicklas Helenius.

Den efterfølgende hjørnesparksbold headede Henrik Dalsgaard snert forbi den ene opstander, og dermed blev det ved de 2-0 – i øvrigt på treårs-dagen for et besøg af en anden gulklædt modstander i form af Villarreal i UEFA Champions League.

Med de tre vigtige point har AaB igen fået kontakt til forfølgerne til FC København, og en ny spændende udfordring venter 20. november på udebane mod FC Midtjylland.

Det er umindelige tider siden, at AaB sidst har sejret i Herning, men om 15 dage kunne passende være lejligheden til at bryde denne tendens.             

Matchfacts – Superligaen, 15. spillerunde
AaB-AC Horsens  2-0 (1-0)
20. min 1-0 Thomas Augustinussen, 59. min 2-0 Nicklas Helenius.
Advarsel AaB: Kenneth Emil Petersen (71).
Advarsler AC Horsens: Thomas Kortegaard (22), Martin Spelmann (65), Niels Lodberg (67).
6.285 tilskuere på Energi Nord Arena.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kasper Bøgelund (17: Patrick Kristensen), Kenneth Emil Petersen, Lasse Nielsen, Jakob Ahlmann, Chris Rolfe, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Anders Due (84: Mathias Wichmann), Henrik Dalsgaard, Kayke (56: Nicklas Helenius).

AC Horsens (4-4-2): Søren Jochumsen, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Thomas Kortegaard, Lasse Kryger (77: André Bjerregaard), Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl (70: Søren Jensen), Gilberto Macena, Henrik Toft.

Dommer:Henning Jensen.

'