AaB sejrede mod Hobro
Efter en begivenhedsfattig indledning blev AaB bedre som opgøret skred frem, hvilket retfærdiggjorde sejren, selvom målmand Nicolai Larsen ved stillingen 1-0 med en fornem redning sørgede for at holde AaB i front.
Især de første 20 minutter bød udelukkende på intensitet og hård fight, og opgørets første chance tilfaldt i det 22. minut gæsterne, da Wilfried Domoraud blev spillet alene igennem, men heldigvis for AaB gik afslutningen fladt forbi den ene stolpe.
For AaB gjorde Rasmus Thellufsen flere gode tilnærmelser, men generelt set var første halvleg mest præget af vilje, nærkampe og en del unødvendige fejlpasninger.
I anden halvleg blev pladsen større, og dermed var der også flere ting der lykkedes rent spillemæssigt.
Lucas Jensen forsøgte sig for udeholdet, mens Oliver Abildgaard ligeledes testede Hobro-keeper Jesper Rask i den modsatte ende af banen.
Efter 57 minutter kom gennembruddet for AaB, da nydelige kombinationer med Rasmus Thellufsen og Jakob Ahlmann førte til hands i straffesparksfeltet og efterfølgende sikker eksekvering fra pletten af Kasper Risgård.
I fortsættelsen viste Hobro farlighed på standardsituationer, og efter 69 minutter måtte Joakim Mæhle således sparke væk på målstregen, mens Nicolai Larsen tre minutter senere leverede en afgørende aktion.
I stedet for en udligning fordoblede AaB føringen i det 77. minut, da Joakim Mæhle leverede et fremragende oplæg for Jannik Pohl, der klinisk sendte læderet i netmaskerne.
Mod slutningen havde både Jannik Pohl og Casper Sloth yderligere nærgående forsøg, uden at det dog ændrede på slutfacit.
AaB’s tredje testkamp afvikles på samme bane på Hornevej fredag den 27. januar, hvor svenske BK Häcken kommer på besøg.
Matchfacts – testkamp
AaB-Hobro I.K. 2-0 (0-0)
57. min 1-0 Kasper Risgård, 77. min 2-0 Jannik Pohl.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen (67: Joakim Mæhle), Markus Holgersson (61: Kasper Pedersen), Morten Rokkedal, Jakob Ahlmann, Oliver Abildgaard (75: Anders Harpøth Østergaard), Magnus Christensen (46: Rasmus Würtz), Kasper Risgård (67: Robert Kakeeto), Rasmus Thellufsen (61: Casper Sloth), Sebastian Grønning (46: Jannik Pohl), Ivan Bulos.