AaB sejrede i medrivende jysk klassiker
Kampen blev indledt med et øjebliks stilhed for Dennis Marshall og hans hustru Arianna, ligesom publikum på Energi Nord Arena også viste deres respekt for den tragiske hændelse i Norge via yderligere et øjebliks stilhed.
De to stærke øjeblikke blev afløst af en forrygende indledning på første halvleg, hvor AaB til dagens kamp var i samme opstilling som sidste søndags kamp mod Brøndby, dog med en skadet Kasper Bøgelund på bænken, hvilket gav plads til Kenneth Emil petersen i det centrale midterforsvar, mens Lasse Nielsen flyttede ud på højre back.
AaB tog fra først fløjt overtaget og det blev Jeppe Curth der efter fem minutter fik dystens første forsøg, da et hovedstød efter et indlæg i feltet akkurat blev blokeret før målstregen.
AaB’s fine udlæg fortsatte, og Curth var fem minutter senere millimeter fra at bringe hjemmeholdet i front. Forarbejdet var signeret Chris Rolfe, der uhindret fik lov at føre bolden frem og stikke den til Curth, der fra kanten af feltet sendte bolden på indersiden af stolpen, hvorfra den uheldigvis sprang i spil igen.
Det nordjyske overtag varede dog ved, og resulterede i 18. minut i endnu en kæmpechance, hvor først Thomas Augustinussens afslutning blev blokeret af Emil Ousager inden Jeppe Curth burde have sat riposten i nettet, men afslutningen blev atter afværget, hvorefter Anders Dues opfølgende skud blev blokeret til hjørnespark.
Foden blev dog gradvist taget af gaspedalen og stille og roligt kom AGF bedre med i kampen, alt imens unødige boldtab fra AaB’erne hjalp dem på vej.
Nicolai Larsen måtte levere en fin redning på Peter Graulunds flade afslutning, inden Kenneth Emil Petersen kort efter den halve time måtte blokere Adam Eckersleys skud.
Momentum var således på kort tid vendt 180 grader i forhold til kampens indledning, men alligevel var AaB nær ved at afslutte halvlegen bedst, da Jeppe Curth med en saksesparkslignende afslutning sendte bolden snert forbi den ene opstander.
0-0 var facit efter de første 45 minutter, og anden halvleg blev indledt med fynd og klem fra de blåklædte gæster, der med et tungt pres fik skubbet Kent Nielsens tropper langt ned på egen banehalvdel og skabt flere halve chancer.
Men ni minutter inde i halvlegen kunne størsteparten af de 9.737 fremmødte tilskuere dog juble, da Mathias Wichmann tog chancen og hamrede til en løs bold på kanten af AGF-feltet. Den røg mellem venner og fjender og direkte i netmaskerne bag Emil Ousager.
Bedst som AGF gjorde klar til et modtræk i kulissen ved at sende Søren Larsen på banen for Peter Graulund, fik Jeppe Curth lagt et indlæg fra Anders Due til rette med hovedet. Dette udnyttede Chris Rolfe til perfekt at krølle bolden utageligt op i det ene målhjørne til 2-0.
Kort efter var der atter jubel på Energi Nord Arena, denne gang fra de århusianske fans der kunne juble, da Søren Berg fik reduceret til 2-1 med et fladt og hårdt skud fra kanten af feltet. Blot to minutter senere kunne Stephan Petersen have bragt balance i regnskabet, men afslutningen røg akkurat forbi det tomme AaB-mål.
Presset steg således atter på AaB’s bagerste rækker, og Henrik Dalsgaard kom på banen for at give hurtighed i kontrafasen, mens Louay Chanko erstattede Anders Due for at sikre flere defensive kræfter mod kampens slutning.
I et medrivende sidste kvarter var Søren Berg tæt på at udnytte en fejl i AaB-forsvaret, da han fik chippet bolden med sig i feltet, men heldigvis var afslutningen akkurat over overliggeren.
Der blev kæmpet med stor intensitet fra begge, men via gode indgreb af Nicolai Larsen, samt ikke mindst forbilledlig fight, fik AaB redet stormen af og sikret en flot sejr i Superliga-premieren på Energi Nord Arena.
Om otte dage er Hele Nordjyllands Hold klar til at tackle FC Midtjylland på selvsamme sted.
Match facts Superligaen
AaB-AGF 2-1 (0-0)
1-0 54. minut Mathias Wichmann
2-0 61. minut Chris Rolfe
2-1 63. minut Søren Berg
AaB: Nicolai Larsen, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Patrick Kristensen, Chris Rolfe (62. Henrik Dalsgaard), Thomas Augustinussen, Mathias Wichmann, Anders Due (69. Louay Chanko), Nicklas Helenius (88. Jens-Kristian Sørensen), Jeppe Curth
AGF: Emil Ousager, Jerry Lucena, Atle Roar Håland, Mark Howard (46. Anders Kure), Adam Eckersley, Søren Berg, Martin Jørgensen, Kasper Povlsen (88. Sanel Kapidzic), Stephan Petersen, Aron Jóhannsson, Peter Graulund (62. Søren Larsen)
Advarsler:
AaB: Kenneth Emil Petersen (52.)
AGF: Ingen
Dommer: Michael Svendsen
9.737 tilskuere på Energi Nord Arena
(Fotos: Carsten Kuna Kristensen)