AaB’s fanpaneler skudt i gang

26. august 2015 kl. 18:57

AaB ønsker at styrke båndet mellem fans og klub, og derfor er der blevet oprettet fanpaneler, hvor forskellige fantyper inddrages til dialog omkring forskellige parametre. Disse er sikkerhed, stemning, merchandise og kampoplevelse.

I dag mødtes fanpanelet for sikkerhed for første gang ved AaB’s træningsanlæg på Hornevej. I fællesskab med AaB’s fankoordinator, Christian Golding Andersen, blev stadionsikkerheden diskuteret på tværs af fraktioner og aldre.

Én af medlemmerne i fanpanelet for sikkerhed er Simon Gregersen, som er tidligere formand for Boys Republic, og han er glad for, at fanpanelerne er blevet oprettet:

Fanpanel

- Jeg synes, det er en fremragende idé med fanpanelerne, fordi de giver et nuanceret indblik i den holdning, der findes på fanscenen. Det gælder egentlig for alle de fanpaneler, der er blevet oprettet. Det er også fint i trit med AaB’s filosofi om at møde fansene i øjenhøjde.

- Jeg håber på at kunne være med til at belyse tingene ud fra, hvordan det har været førhen, og i hvilken retning udviklingen er sket de seneste ti år. Jeg har været involveret i dialogkonceptet inden for dansk politi, og hele tilgangen med dialog håber jeg at kunne tage med ind i sikkerhedsarbejdet omkring det at gå på stadion, siger Simon Gregersen.

Tidligere bestyrelsesmedlem i AaB Support Club, Jonas Jensbye, synes, at fanpanelerne er en god mulighed for at knytte tættere bånd mellem klub og fans:

- Med fanpanelerne får fansene muligheden for at komme tættere på klubben. I forhold til fansikkerhed er det vigtigt, at man viser imødekommenhed over for alle de fantyper, der vælger at komme til kampene og skabe den gode stemning. Fanpanelerne er et skridt i den rigtige retning, og det øger dialogen. Panelerne imødekommer de mange forskellige dele af fanmiljøet og kan være med til at give det brede perspektiv, siger Jonas Jensbye.

'