AaB-reserver tabte tæt testkamp

17. november 2015 kl. 15:55

AaB’s reservehold spiller først næste opgør i Reserveholdsturneringen den 30. november, og derfor mødte holdet tirsdag Hobro I.K. i en testkamp.

I startopstillingen var der blandt andet blevet plads til Anders Harpøth, Laus Nielsen og Rasmus Thellufsen fra AaB’s U/19 Ligahold. 

I en lige første halvleg var der mindre muligheder i begge ender. AaB havde blandt andet en hovedstødsmulighed til Oliver Abildgaard i det 25. minut, og en hård flugter fra kanten af feltet, som Jukka Raitala fyrede af fem minutter før pausen.

Dog var det Hobro, der fik udbytte af en chance lige inden pausen, da et placeret skud i venstre kryds var uden for Carsten Christensens rækkevidde. AaB gik derfor til pause nede med 1-0.

I anden halvleg fik AaB hurtigt udlignet, da Moses Opondo fra en spids vinkel bankede bolden op i nettaget til 1-1.

Hobro fik bragt sig foran med 2-1 ti minutter inde i anden halvleg, da bolden dumpede ned i feltet og blev sparket ind fra nært hold.

Efterfølgende havde AaB flere gode muligheder. Blandt andet en flugter lige forbi mål af Oliver Knudsen og en stor hovedstødsmulighed til Nicklas Helenius. Både Jannik Pohl og Oliver Abildgaard havde desuden afslutninger, der sneg sig en anelse forbi stolpen, men det blev ved 2-1 til gæsterne.

AaB’s reserver spiller næste kamp i Reserveholdsturneringen den 30. november kl. 15.00 mod Viborg F.F.

'