AaB-reserver slår Viborgs bedste

2. august 2011 kl. 18:49

De fremmødte tilskuere blev vidne til et jævnbyrdigt og livligt opgør med flere store chancer til begge hold.

Udover de to scoringer var AaB med to forsøg på træværket dog det mest nærgående mandskab.

Udebane2, Lucas AndersenHenrik Dalsgaard hamrede læderet på stolpen i det syvende minut, og Dalsgaard var ligeledes indblandet 20 minutter senere, da Rolf Toft i to forsøg kunne sende bolden i netmaskerne.

Efter den halve time kom Viborg F.F. imidlertid igen på omgangshøjde, da AaB’s offside-fælde kiksede, så Eduardo Delani kunne bryde igennem og udplacere målmand Carsten Christensen.

Rasmus Würtz mærkede intet til sin skade, men udgik som aftalt i pausen, hvorimod Lucho fik fuld spilletid.

Anden halvleg bød nøjagtig som første på adskillige gode scoringsmuligheder i begge ender af banen, og en iøjnefaldende Rolf Toft var tæt på sit andet mål, da han 12 minutter før tid headede på overliggeren.

I stedet blev en ellers lidt usynlig Lucas Andersen matchvinder i sidst minut, da stortalentet med et par formidable driblinger i venstre side af straffesparksfeltet satte to mand, inden kuglen blev krøllet op i det fjerneste målhjørne.

AaB’s reserver spiller igen på mandag, når det gælder opgøret i Reserveholdsturneringen mod Randers FC.

Matchfacts – testkamp
Viborg F.F. (1. div.)-AaB (Res.)  1-2 (1-1)
27. min 0-1 Rolf Toft, 30. min 1-1 Eduardo Delani, 90. min 1-2 Lucas Andersen.

'