AaB-reserver i storsejr over Jammerbugt
AaB’s reservemandskab testede tirsdag aften formen mod Jammerbugt FC fra 2. Division. Gæsterne stod foran deres sidste test, inden de på fredag tager hul på den nye sæson, mens AaB-reserverne allerede havde skudt sæsonen i gang med 8-1 over AC Horsens i Reserveholdsturneringen.
AaB’erne dominerede opgøret fra første fløjt, og gæsterne kom på arbejde defensivt. Allerede efter seks minutter kunne Thomas Enevoldsen brage bolden i mål direkte på frispark, og efter 20 minutter blev føringen fordoblet af Rasmus Thellufsen.
Oliver Abildgaard meldte sig også på banen scoringsmæssigt, da han efter en halv time omsatte Jakob Ahlmanns indlæg til mål. 3-0 til AaB.
Rasmus Thellufsen scorede inden pausen sit andet mål i kampen, hvorefter gæsterne reducerede til 4-1 på én af deres få, store muligheder i første halvleg.
Takterne fra første halvleg blev fortsat efter pausen, og Thomas Enevoldsen kunne også blive dobbelt målscorer, da han efter oplæg fra Sebastian Grønning kunne runde gæsternes målmand og gøre det til slutresultatet 5-1.
Ifølge assistenttræner Jacob Friis var det en god test for begge mandskaber:
- Det var en fin træningskamp for begge parter. Jammerbugt FC skulle blive klar til deres første kamp fredag, og vi gav dem mulighed for at arbejde med deres defensiv, mens vi kunne teste flere offensive aspekter på bolden.
- Der var i kampen den klare niveauforskel, som der også skal være mellem spillere fra Alka Superliga og et mandskab fra 2. Division. Det er en naturlig forskel styrkemæssigt, men alligevel en rigtig god træningskamp for begge mandskaber, siger Jacob Friis til aabsport.dk.
AaB-reserverne kan nu se frem til et møde med Randers FC’s ditto på udebane tirsdag den 16. august kl. 14.00 i Reserveholdsturneringens anden runde.