AaB-overskud på 41 mio. kr.

9. marts 2015 kl. 14:46

Bestyrelsen i Aalborg Boldspilklub A/S (AaB) har dags dato behandlet og godkendt årsrapporten for 2014.

Stephan Schors1AaB realiserede i 2014 et overskud efter skat på 41,1 mio. kr. mod et underskud på 27,1 mio. kr. i 2013, hvilket er en forbedring på 68,2 mio. kr.

AaB’s administrerende direktør Stephan Schors udtaler:

- Resultatet for 2014 er meget tilfredsstillende, og det er noget, som alle med relation til AaB kan være stolte af.

- Sammenholdt med den nylige kapitaludvidelse betyder resultatet, at vi nu kan tænke og investere langsigtet i en både sportslig og kommerciel udvikling inden for de nuværende rammer, siger Stephan Schors og tilføjer:

- Samtidig er vores fokus dog stadig at holde styr på den primære drift, men fundamentet for AaB er endog meget solidt.

Omsætningen viser en stigning på 55,7 mio. kr. fra 72,8 mio. kr. i 2013 til 127,5 mio. kr. i 2014, svarende til en stigning på 75 procent. Den primære årsag hertil er deltagelse i UEFA Champions League-playoff og UEFA Europa League-gruppespil.

Isoleres effekterne af det danske mesterskab, DBU-pokalen, UEFA Champions League playoff og UEFA Europa League-gruppespil ses stadig et positivt resultat.

Sponsor og reklame samt kamp- og spilleromkostninger er steget som følge af den højere omsætning samt omkostninger i forbindelse med deltagelse i de europæiske turneringer. Der ses samlet et mindre fald i administrations og andre eksterne omkostninger.

Resultat af transferaktiviteter er faldet fra 9,2 mio. kr. i 2013 til 5,8 mio. kr. i 2014. AaB har i 2014 solgt transferrettighederne til spillerne Lasse Nielsen og Kasper Kusk.

AaB vandt i 2014 både det danske mesterskab og DBU pokalen.

AaB kvalificerede sig til gruppespillet i UEFA Europa League, hvor det blev til en andenplads og dermed avancement til forårets knockout-fase, hvor holdet måtte se sig besejret i sekstendedelsfinalen.

AaB gennemførte i 2014 en kapitaludvidelse med et provenu på 74 mio. kr.

Pr. 31. december 2014 udgjorde egenkapitalen 92,6 mio. kr., og egenkapitalen er således forbedret med 114,8 mio. kr. i årets løb. Den likvide beholdning udgør 70,5 mio. kr.

Læs årsrapport 2014 via linket herunder.