AaB mistede vigtigt skridt mod AGF
AaB havde især i første halvleg chancerne til at bringe sig foran, men AGF viste sig mere kyniske foran mål, og AaB måtte se sig slået med 2-0 i Aarhus.
I forhold til den seneste kamp i Alka Superligaen mod FC København havde AaB to ændringer blandt de startende elleve, hvor Jakob Ahlmann og Frederik Børsting afløste Jakob Blåbjerg og Oliver Abildgaard.
AaB åbnede op med god boldføring, og i det sjette minut opstod den første mulighed, da Thomas Enevoldsen kom fri i venstre side af feltet og spillede fladt ind foran mål, hvor Lukas Spalvis ventede. Angriberen fik dog ikke træf på bolden, og den gik i en blød bue over mål.
AGF kom kort efter til en mulighed, da et hjørnespark blev forlænget til Josip Elez, men Nicolai Larsen fik godt fat i kroatens hovedstød.
Efter hjemmeholdets mulighed tog AaB godt fat i spillet, og Nicolaj Thomsen var tæt på at komme alene igennem mod mål på en hurtig omstilling, men AGF-forsvaret fik presset kantspilleren og stoppet hans løb mod mål.
Et kvarter var spillet, da AGF’s Dino Mikanovic trykkede af langt udefra, men Nicolai Larsen kunne se bolden passere uden for målrammen.
Tyve minutter inde i kampen rykkede AaB tættere på en scoring, da Jakob Ahlmann med en god tur ind i feltet skabte plads til en farlig tværaflevering, som var tæt på at nå frem til Lukas Spalvis. Kort efter kom Nicolaj Thomsen på skudhold i feltet og var i to omgange tæt på at få banket bolden over stregen, men bolden blev pareret af Steffen Rasmussen.
AaB fik mere og mere fat i spillet og begyndte at dominere kampen. Lukas Spalvis var efter en halv time tæt på efter godt forarbejde af Nicolaj Thomsen, men afslutningen tog mere form som en aflevering, der var tæt på at nå frem til Patrick Kristensen ved bageste stolpe.
AGF var presset tilbage og forsøgte sig med lange afleveringer frem i banen mod Morten Duncan Rasmussen, og på én af disse lykkedes det angriberen af heade bolden tilbage til Stephan Petersen, der med et farligt langskud tvang Nicolai Larsen ud i en redning, og med det yderste af fingerspidserne lykkedes det målmanden at få afværget forsøget.
AaB holdt dog fast i det gode spil, og ti minutter før pausen havde Hele Nordjyllands Hold et strålende angreb. Thomas Enevoldsen spillede bande med Nicolaj Thomsen og fandt derefter Jakob Ahlmann på kanten, og herfra sendte Ahlamann en skarp aflevering ind til Thomas Enevoldsen, der var afsluttede på Steffen Rasmussen.
Kort før pausen var AGF igen farlige på en lang bold. Josip Elez fandt landsmanden Dino Mikanovic på kanten af feltet, men kroatens førsteberøring neutraliserede faren.
Danny Olsen nåede inden pausen også at trykke af fra 30 meters afstand med høj kvalitet, men Nicolai Larsen fandt en solid redning frem.
AaB sluttede halvlegen af med flere store chancer. Frederik Børsting var centimeter fra at kunne prikke bolden ind efter en flot aflevering fra Lukas Spalvis, og Nicolaj Thomsen kom til skud på kanten af feltet.
I kølvandet af den gode AaB-periode kunne holdene gå til pause efter en første halvleg, hvor AaB havde vist gode takter med mange offensive aktioner, men AGF havde også bidt fra sig.
AaB startede anden halvleg i høj fart, og allerede inden for det første minut kom Frederik Børsting til en afslutning, efter at bolden var blevet lagt til rette af Nicolaj Thomsen på kanten af feltet.
AGF fortsatte stilen med de lange afleveringer mod Morten Duncan Rasmussen og fordeling af spillet derfra.
Knap fem minutter inde i anden halvleg slap AGF forholdsvist let igennem i højre side, og bolden blev slået ind til Morten Duncan Rasmussen, der med indersiden kunne bringe hjemmeholdet foran.
Scoringen var et slag i ansigtet på AaB, der forsøgte at finde fodfæste igen. Thomas Enevoldsen tog forsøget langt udefra fem minutter efter scoringen, men afslutningen trillede forbi mål.
Kim Aabech stod på AGF’s side også for et par langskud efterfølgende.
AaB fik stille og roligt arbejdet sig ind i kampen igen, men den afgørende skarphed manglede på banens sidste tredjedel.
Tyve minutter inde i anden halvleg fik Rasmus Jönsson kæmpet sig fri i højre side og lagde bolden på tværs til Kasper Risgård, men han fik ikke træf på bolden.
AGF fik bragt sig på 2-0 tyve minutter før tid, da Daniel Christensen fik sendt en bold ind i feltet, og bolden blev ikke clearet ordentligt, og Morten Duncan Rasmussen kunne sparke sin anden scoring i mål.
En god aktion af Nicolaj Thomsen endte ud i en blokering, hvorefter bolden faldt ned for fødderne af Rasmus Jönsson, der fik ramt bolden helt skævt.
Indskiftede Christian Bassogog blev efterfølgende sat op af Nicolaj Thomsen, og han fik afsluttet, men inden for rækkevidde for AGF’s målmand.
AaB pressede på for en reducering, og efter et hjørnespark med fem minutter igen var Kasper Pedersen tæt på at komme på skudhold.
Med tre minutter igen sendte Jakob Blåbjerg bolden dybt til Nicolaj Thomsen, som fandt Rasmus Jönsson i feltet, og svenskeren fik sat en afslutning ind, men den blev blokeret.
I overtiden var Morten Duncan Rasmussen på færde igen med et hovedstød over mål efter et frispark.
Kort efter fløjtede dommer Anders Poulsen af, og det var dermed en realitet, at AaB med nederlaget tabte et vigtigt skridt med tre kampe igen i Alka Superligaen og nu indtager femtepladsen i tabellen.
Holdet må nu rette blikket mod hjemmekampen mod Esbjerg fB, der spilles på Nordjyske Arena søndag kl. 18.00.
Husk, at AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2016 går ubeskåret til Hjerterummet & Cykel20, som efter forårets seks første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 43.356 kr.
Du kan købe billetter til søndagens kamp på Nordjyske Arena her.
Matchfacts – Alka Superligaen, 30. spillerunde
AGF-AaB 2-0 (0-0)
49. min 1-0 Morten Duncan Rasmussen, 70. min 2-0 Morten Duncan Rasmussen.
Advarsler AGF: Daniel Christensen (58), Nicklas Backman (71), Stephan Petersen (74).
Advarsler AaB: Kenneth Emil Petersen (42), Jakob Ahlmann (45).
5.551 tilskuere på Ceres Park.
AGF (4-1-4-1): Steffen Rasmussen, Alexander Juel Andersen, Nicklas Backman, Josip Elez, Daniel Christensen, Daniel A. Pedersen (25: Kim Aabech), Dino Mikanovic (68: Jesper Lange), Danny Olsen, Jens Jønsson, Stephan Petersen (89: Jens Stage), Morten Duncan Rasmussen.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (74: Jakob Blåbjerg), Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Rasmus Jönsson, Nicolaj Thomsen, Thomas Enevoldsen (57: Kasper Risgård), Lukas Spalvis (66: Christian Bassogog).
Dommer: Anders Poulsen.