AaB med positivt halvårsresultat på 7,8 mio. kr.

29. august 2014 kl. 12:56

Omsætningen er steget med 15,4 mio. kr. fra 34,0 mio. kr. i samme periode i 2013 til 49,4 mio. kr. i 2014. Hovedparten af stigningen skyldes højere TV-indtægter, men der ses derudover fremgang på næsten alle parametre. AaB sluttede sæsonen 2013/2014 som danske mestre og pokalvindere.

Stephan Schors1Resultat før transferaktiviteter viser et overskud på 7,6 mio. kr. i første halvår 2014, hvilket er en forbedring på 8,4 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.

- Resultatet for første halvår er tilfredsstillende. Det er glædeligt, at vi har formået at profitere af den sportslige succes, konstaterer AaB’s adm. direktør Stephan Schors.

- Vores fokus er fortsat at forbedre den primære drift, og grundlaget for dette er blevet yderligere optimeret efter vores succesfulde kapitaludvidelse, hvor vi som bekendt fik massiv opbakning fra såvel nye som eksisterende aktionærer, siger Stephan Schors.

AaB indgik i perioden forlig med Spillerforeningen i den såkaldte feriepengesag. Forliget har ikke påvirket resultatet for første halvår 2014.

AaB har i perioden indfriet den sidste del af gælden til Player Invest-gruppe, som AaB indgik aftale med i januar 2011.

Resultatforventningerne for regnskabsåret 2014 justeres fra et positivt resultat i niveauet 48 mio. kr. før skat til et positivt resultat i niveauet 40–50 mio. kr. før skat. Justeringen bygger på usikkerhed omkring provenuet fra UEFA vedrørende deltagelse i UEFA Europa League, herunder størrelse på den såkaldte ”market pool” samt performance.

Begivenheder efter balancedagen 30. juni 2014:
- AaB har opnået kvalifikation til gruppespillet i UEFA Europa League.
- AaB har solgt Kasper Kusk til den hollandske klub FC Twente.
- AaB har gennemført en kapitaludvidelse, hvor der blev tegnet aktier for i alt 75,6 mio. kr.

'