AaB med fokus på præstationen

De seneste fem kampe har blot givet et enkelt point, hvilket Kent Nielsen anerkender:
- Vi er meget bevidste om, at vi i de seneste fem kampe ikke har fået de point, vi på forhånd havde håbet på.- Faktisk mener jeg ikke, at de seneste kampe har været meget anderledes end i starten af sæsonen, men udfaldet er blot en understregning af Superligaens enorme jævnbyrdighed og vilkårene med de berømte små marginaler som afgørende, konstaterer Kent Nielsen.
- Det er vigtigt, at vi bevarer den samme energi, vilje, motivation og koncentration, hvilket er forudsætningen for igen at hente sejre og point.
- Nu møder vi et OB-hold, som er i gang med et tungt program. De har dog så bred og så stærk en trup, at de kan håndtere opgaverne, siger Kent Nielsen.
- Vi har kigget lidt på vores seneste indbyrdes kamp (2-1 til AaB, 13. august, red.), og det er oplagt, at især vores defensiv skal ramme det maksimale niveau, hvis vi skal have et brugbart resultat.
- Det bliver helt sikkert intenst og spændende, og forhåbentlig kan den fine opbakning fra lægterne være med til at tvinge kampen i vores favør, siger Kent Nielsen, der først i morgen har den endelige trup på plads.
Truppen vil umiddelbart efter lørdagens træningspas blive offentliggjort her på aabsport.dk.