AaB måtte overgive sig til FC København

18. november 2016 kl. 22:25

Kampen fik den værst tænkelige start for AaB, da gæsterne kom hurtigt foran, og kort inden pausen fik de scoret yderligere. En reducering af Frederik Børsting lige før pausefløjt gav efterfølgende AaB et godt udgangspunkt til anden halvleg, hvor spillet så godt ud, men udligningen udeblev.

AaB-FCK (11 of 9)

I forhold til den seneste kamp mod Esbjerg fB to uger forinden havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Magnus Christensen afløste Casper Sloth.

Allerede fra kampens første minut pressede AaB godt på, og anfører Rasmus Würtz fik sendt kampens første afslutning af sted med venstrepoten efter et godt angreb, men bolden gik forbi fjerneste opstander.

I modsatte ende fik gæsterne kort efter bragt sig foran ved et hjørnespark, hvor Thomas Delaney steg til vejrs og headede bolden i mål.

Efter scoringen fulgte en periode, hvor gæsterne varmede bolden en del i egne rækker, indtil Kasper Risgård ved en omstilling i det 23. minut tog chancen langt udefra. Han fik godt træf på bolden og tvang Robin Olsen i gæsternes mål ud i fuld længde for at redde det hårde skud.

Efter en halv time fik gæsterne deres andet skud på mål i kampen, da Peter Ankersen fik afsluttet, men Nicolai Larsen i AaB’s mål havde styr på skuddet og fik afværget.

Fem minutter senere hev Nicolai Larsen endnu en redning frem, da Thomas Delaney fik sat panden på et indlæg fra Ludwig Augustinsson.

AaB-FCK (10 of 9)

Kort før pausen fik gæsterne scoret deres andet mål i kampen efter en lang bold frem i banen, og den endte ved fødderne af Rasmus Falk, der fik sendt den i mål.

AaB fik dog hurtigt reduceret til 1-2, da Frederik Børsting var hurtigt over en løs bold i feltet efter et skud fra Kasper Risgård. Børsting satte bolden sikkert ind bag Robin Olsen og sikrede dermed Hele Nordjyllands Hold et bedre udgangspunkt til anden halvleg.

Efter pausen kom AaB ud med et friskt antrit, og få minutter inde i anden halvleg lignede det en udligning efter en række muligheder i feltet, der endte ud med en chance til Christian Bassogog, men skuddet blev blokeret.

Offensivt så AaB’s spil generelt godt ud, og Kasper Risgård fik i det 53. minut en stor mulighed, da han blev spillet fri i feltet, men hans skud manglede den sidste kvalitet.

Magnus Christensen fik også sat hovedet på et hjørnespark fra Thomas Enevoldsen, men bolden gik et stykke over mål.

Med godt tyve minutter igen bød gæsterne sig igen til med en mulighed. Thomas Delaney trykkede af fra distancen og ramte overliggeren.

Kort efter fandt Frederik Børsting med en fiks aflevering Kasper Risgård i dybden, og han forsøgte at finde Bassogog i feltet, men indlægget blev blokeret.

Gæsterne sendte i slutningen af kampen et hovedstød i nettaget, mens AaB arbejdede stenhårdt for udligningen. Joakim Mæhle var tæt på med en flugter kort før slutfløjt, men det blev ved 1-2, og AaB måtte dermed overgive sig til FC København trods en stærk anden halvleg. Nu må blikket rettes mod det næste opgør i Alka Superligaen, som spilles på Nordjyske Arena fredag den 25. november kl. 18.00.

AaB-FCK (16 of 1)

Køb billetter til kamen her.

Husk, at du ved fremmøde på Nordjyske Arena sammen med AaB donerer én krone til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2016 går ubeskåret til Broen Aalborg, der efter efterårets ni første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 61.140 kr.

(Fotos: Carsten Kuna Kristensen).

 

 

 

 

Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 17. spillerunde
AaB-FC København 1-2 (1-2)
4. min 0-1 Thomas Delaney, 42. min 0-2 Rasmus Falk, 45. min 1-2 Frederik Børsting.
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (52).
Advarsler FC København: Mathias Zanka Jørgensen (49), Erik Johansson (77).
7.284 tilskuere på Nordjyske Arena. 

AaB (4-5-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Christian Bassogog (74: Marco Meilinger), Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Kasper Risgård, Frederik Børsting, Thomas Enevoldsen (60: Jannik Pohl).

FC København (4-4-2): Robin Olsen, Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Erik Johansson, Ludwig Augustinsson, Rasmus Falk (89: Jores Okore), William Kvist, Thomas Delaney, Youssef Toutouh (78: Jan Gregus), Andrija Pavlovic, Andreas Cornelius (12: Benjamin Verbic). 

Dommer: Michael Tykgaard.

'