AaB klar til Randers FC

19. april 2011 kl. 15:14

I dette forår har AaB blot tabt til Superligaens to tophold FC København og OB, og i begge tilfælde var der tale om knebne 1-0 nederlag.

De fire øvrige opgør har således givet point, og målet er naturligvis i morgen at fortsætte den positive tendens.

- På Brøndby Stadion i søndags fastholdt vi den energi og indstilling, som vi har haft i fem ud af seks kampe i foråret, siger AaB’s cheftræner Kent Nielsen forud for duellen mod Randers FC.

- Det faktum har givet os ekstra tro og optimisme, og vi tørster efter en sejr på Energi Nord Arena, selvom kampen mod Randers bliver en helt anden type end den mod Brøndby.

- Der vil givetvis ikke blive så meget plads at spille på mod et hold, der er svære at slå, og som spiller med en afklaret strategi. Randers har altid en god organisation og er dygtige i omstillingsspillet, ligesom man i Frank Kristensen har en potentiel målscorer, påpeger Kent Nielsen.

- Vi har dog fået smag for mere, og vi vil gøre alt for, at den enorme og meget værdifulde støtte vi både på hjemmebane og på udebane har fået fra lægterne i de første kampe, kan belønnes med en sejr i morgen, siger Kent Nielsen, der har udtaget følgende navne:

1 Karim Zaza, 3 Kjetil Wæhler, 4 Lasse Nielsen, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Anders Due, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Morten Duncan Rasmussen, 15 Dennis Marshall, 17 Chris Rolfe, 18 Lucas Andersen, 21 Kayke, 22 Nicolai Larsen, 24 Jens-Kristian Sørensen, 28 Michael Lumb, 29 Nicklas Helenius og 30 Mathias Wichmann.

På skadeslisten har AaB Henrik Dalsgaard, Jakob Ahlmann, Marc Pedersen og Marcus Tracy.

Både Kasper Bøgelund og Patrick Kristensen har gennemført de to seneste træningspas.

'