AaB jagter revanche i Herning

Martin Karlssons mandskab kom således fint tilbage efter 3-1 nederlaget i pokalfinalen, da man på hjemmebane udraderede Frederikshavn 4-0.
Efter en landsholdspause er de rød-hvide således klar til slutspurten i grundspillet i AL-Bank Ligaen, der udover en ny dyst i Herning tirsdag aften også byder på opgør mod SønderjyskE, Odense og Esbjerg.
I KVIK Hockey Arena har AaB endnu sæsonens første point til gode,men til gengæld vandt mand det seneste indbyrdes opgør i AL-Bank Ligaen, da det 5. januar blev til en 4-2 sejr i Gigantium Isarena via dobbelte målscoringer af Christian Nordentoft og Robin Bergman.
I pokalfinalen for ti dage siden sendte Bjarke Møller AaB på sejrskurs med sin scoring til 1-0, men manglende skarphed kostede dyrt i en ellers tæt spillet kamp.
Med kun ovenstående kampe tilbage i grundspillet vil en sejr tirsdag aften være et perfekt rygstød til det kommende slutspil.
Aftenens opgør spilles kl. 19.00 i KVIK Hockey Arena i Herning.