AaB jagter anden pokaltitel

3. februar 2012 kl. 10:27

Sæsonens pokalmester skal således findes, når AL-Bank Cup-finalen løber af stablen i KVIK Hockey Arena, hvor herningenserne har hjemmebane i pokalturneringens 20. finale.

Efter en tæt semifinalefight mod SønderjyskE med sejre på 2-1 og 3-2 tilkæmpede AaB Ishockey sig på fornem vis en plads i slutkampen, som gerne må få samme udfald som i 2007, hvor AaB for første og hidtil eneste gang vandt pokaltrofæet.

- Der er ingen tvivl om, at AL-Bank Cup’en har udviklet sig til at være en prestigefyldt turnering. Det er et trofæ, vi rigtig gerne vil have med hjem fra Herning. Alene det at vinde en finale over Danmarks mest vindende klub er en stærk motivationsfaktor for os. Vi har spillet mange tætte og jævne kampe mod dem i den her sæson, og sådan bliver det også lørdag. Herning er 60/40-favorit på grund af hjemmebanen, men vi glæder os, siger AaB Ishockeys direktør Frederik Åkesson.

At modstanderen i finalen skulle ende med at blive Blue Fox Herning var en overraskelse efter den første semifinale, som uldjyderne tabte med 5-2 på egen is til Esbjerg. Men efter overtidsdrama i Esbjerg og en samlet 7-6 sejr kunne Blue Fox Herning skøjte i pokalfinalen, som klubben tidligere har vundet tre gange.

AaB og Herning mødtes senest 5. januar, hvor AaB i Gigantium Isarena sejrede 4-2 i AL-Bank Ligaen.

Lørdagens pokalfinale sættes i gang kl. 18.00, og TV2 Sport sender direkte fra kl. 17.45.

'