AaB i uafgjort målfest

6. august 2011 kl. 22:55

AaB var for tredje gang i træk i samme opstilling, men efter en forholdsvis lige indledning overtog AC Horsens styringen, og indtil omkring det 25. minut havde AaB mere end svært ved at få fodfæste.

AaB tabte i første halvdel af halvlegen alle dueller, ligesom man havde svært ved at fastholde bolden, når den endelig kom på AaB-fødder.

Udebane 5, Kjetil WæhlerFørste store chance opstod efter 11 minutter, hvor AaB blev spillet tynde, så Lasse Kryger fra en blank position i højre side af straffesparksfeltet kunne forsøge sig mod AaB-keeper Nicolai Larsen, som heldigvis kom i vejen med en fin fodparade.

På det efterfølgende hjørnespark havde Nicolai Larsen derimod svært ved at nå frem i et overbefolket område i det lille felt, hvorfor Kryger denne gang kunne heade bolden i netmaskerne.

AaB svarede dog tilbage straks, da Nicklas Helenius uden for straffesparksfeltet modtog kuglen og efter et træk til højre fornemt hamrede udligningen fladt i nettet.

På utrolig vis blev det på ny til scoring allerede et minut senere, da Henrik Toft headede Anders Nøhrs frisparksbold utageligt ind til 2-1.

De aggressive værter dominerede stort i denne fase, men Lasse Nielsen fik alligevel en udmærket mulighed i det 18. minut, men forsøget på en returbold gik snert forbi stolpen.

AC Horsens samlede fortsat alle bolde op, og AaB blev ofte overspillet, hvilket midtvejs i halvlegen gav en flugtmulighed til Henrik Toft, men Patrick Kristensen fik blokeret.

Efterhånden fik AaB dog greb om begivenhederne, men stadig virkede hjemmeholdet farligst, og Henrik Toft headede efter en halv time en god chance forbi mål.

Seks minutter før pausen kom AaB imidlertid igen på omgangshøjde, da Chris Rolfe fra højre sendte en aflevering mod den bageste stolpe, hvor anfører Kjetil Wæhler i luften overtrumfede Henrik Toft, så Jeppe Curth blot skulle skubbe bolden over stregen.

Udebane4, Kenneth EmilUmiddelbart inden pausefløjtet var Anders Due nærgående med en flugter, og den livlige forestilling fortsatte i anden halvleg.

Her tog AaB føringen i det 57. minut, da Anders Dues frisparksbold gav en stor mulighed til Nicklas Helenius, hvis forsøg blev halvklaret af AC Horsens-målmand Søren Jochumsen, hvorefter Kenneth Emil Petersen kastede sig frem og headede AaB i front.

Blot seks minutter senere var stillingen dog igen lige, da Niels Lodberg udnyttede et diskutabelt straffespark; det lignede uomtvisteligt et frispark til Patrick Kristensen, før Gilberto Macena sekundet efter blev fældet.

Scoringen gav kortvarigt ny gejst til værterne, men som i første halvleg formåede AaB at slutte bedst.

Efter 76 minutter sørgede en god aktion på kanten fra indskiftede Henrik Dalsgaard for en mulighed til Jeppe Curth, men hovedstødet tog overliggeren, og minuttet senere var tværribben i vejen i den modsatte ende, da Martin Spelmann forsøgte sig.

AaB jagtede ufortrødent sejren, og med ti minutter igen så man et nyt kvalificeret forsøg, da Jeppe Curths skud havde retning mod det fjerneste øverste målhjørne, men Søren Jochumsen fik viftet til hjørnespark.

Sidste forsøg kom tre minutter før tid, da Kjetil Wæhler fra kanten af feltet sendte en nedfaldsbold forbi opstanderen.

Otte point efter fire kampe er ovenud godkendt, og et nyt brag er i vente, når OB på lørdag gæster Energi Nord Arena.

Køb i forsalg din billet her.          

Matchfacts – Superligaen, 4. spillerunde
AC Horsens-AaB  3-3 (2-2)
12. min 1-0 Lasse Kryger, 13. min 1-1 Nicklas Helenius, 14. min 2-1 Henrik Toft, 39. min 2-2 Jeppe Curth, 57. min 2-3 Kenneth Emil Petersen, 63. min 3-3 Niels Lodberg.
Advarsler AC Horsens: Janus Drachmann (32), Jeppe Mehl (51), Martin Spelmann (67).
Advarsler AaB: Chris Rolfe (5), Lasse Nielsen (36), Patrick Kristensen (62).
5.388 tilskuere på Casa Arena Horsens.

AC Horsens (4-4-2): Søren Jochumsen, Anders Nøhr, Morten Rasmussen, Niels Lodberg, Søren Jensen, Lasse Kryger, Martin Spelmann, Janus Drachmann, Jeppe Mehl (70: Thomas Kortegaard), Gilberto Macena, Henrik Toft (77: Alioune Kebe).

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Lasse Nielsen, Kenneth Emil Petersen, Kjetil Wæhler, Patrick Kristensen, Chris Rolfe (81: Louay Chanko), Thomas Augustinussen, Mathias Wichmann (56: Rasmus Würtz), Anders Due (69: Henrik Dalsgaard), Jeppe Curth, Nicklas Helenius.

Dommer: Anders Hermansen.

'