AaB, hummel og Spar Nord lancerer særlig velgørenhedstrøje for Hele Nordjyllands Håndsrækning
Dette banebrydende format i dansk idræt, hvor pengene ubeskåret doneres halvårligt til et godt formål i Region Nordjylland, vil fremdeles fortsætte, men i forbindelse med præsentationen af en ny udebanetrøje har AaB, hummel og Spar Nord i fællesskab ønsket at tilføje yderligere et ben til Hele Nordjyllands Håndsrækning.
Således har AaB’s hovedsponsor Spar Nord generøst valgt at afgive pladsen på denne særlige velgørenhedstrøje, hvorfor det vil være ”Hele Nordjyllands Håndsrækning”, der pryder brystet.
Ligeledes har Spar Nord, hummel og AaB gjort det muligt, at trøjen kan sælges til en særpris på 399 kroner, og heraf donerer de tre parter i fællesskab 100 kr. pr. solgt trøje til endnu et godt formål i Region Nordjylland.
- Vi er glade for opbakningen og samarbejdet med Spar Nord og hummel omkring denne nye trøje, og det understreger, at Hele Nordjyllands Håndsrækning er kommet for at blive. Håndsrækningen er blevet en del af AaB’s identitet i forhold til at tage socialt ansvar og synliggøre, at AaB er bevidst om sin rolle og betydning for Nordjylland og det nordjyske samfund, konstaterer AaB’s administrerende direktør Stephan Schors.
Bankdirektør John Lundsgaard fra Spar Nord tilføjer:
- Baseret på en tydelig og troværdig model er Hele Nordjyllands Håndsrækning et prisværdigt og sympatisk projekt, som vi gerne støtter op om sammen med AaB og hummel, og vi er glade for, at vi med velgørenhedstrøjen har fundet yderligere et format, der kan være behjælpelig med at støtte endnu flere gode formål i Region Nordjylland.
Også nordic sponsorship manager i hummel Lars Westergaard glæder sig over tilføjelsen til Hele Nordjyllands Håndsrækning og en trøje, hvor det efterhånden velkendte AaB-hjertelogo for Hele Nordjyllands Håndsrækning tager plads på bryst og shorts, mens det traditionelle AaB-logo er indlejret i et rødt omrids af Region Nordjylland på trøjens front:
- Deltagelse i CSR-projekter er en del af vores company karma, og vi er meget stolte over, at vi sammen med AaB kan præsentere en unik og specialdesignet trøje til Hele Nordjyllands Håndsrækning. En trøje der indeholder flere detaljer, som fortæller historien om, at AaB ikke blot er en klub med en meget stor plads i de nordjyske fodboldhjerter, men også er en klub, der giver noget igen.
- Samtidig vil vi fra hummels side også anerkende Spar Nord for at afgive brystet på trøjen til et godt formål. Det er et stærkt signal, og noget man kun kan have stor respekt for, fastslår Lars Westergaard.
Modtageren af donationen for velgørenhedstrøjen går til foreningen Veteran Oasen, der i sommer fik næstflest stemmer i kampen om at modtage Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2016.
Veteran Oasen har til formål at arbejde almennyttigt for veteraner i Nordjylland, hvor målet er at etablere et værested for veteraner og deres pårørende.
Værestedet skal, udover at være samlingssted, også være et sted for veteraner, der skal sendes i ressourceforløb. Veteran Oasen arrangerer endvidere veterancaféer, sommerlejr og andre aktiviteter samt er i gang med at etablere pårørendenetværk og opstille frivilligt mentorkorps for veteraner i Nordjylland – herunder planlægge og gennemføre mentoruddannelse for de frivillige.
Formand for Veteran Oasen Tina B. Kristensen udtaler:
- I Veteran Oasen er vi meget taknemmelige for, at AaB, Spar Nord og hummel har valgt at støtte os på denne måde med et beløb pr. solgt trøje. Det er en dejlig følelse, at en klub som AaB tror på os og gerne vil hjælpe. Det giver os troen på, at det vi laver, gør en forskel, og at vi kan arbejde videre for at nå de mål, vi har sat os med foreningen. Det betyder også, at vi får fornyet energi i arbejdet, når der er andre, der kan se værdien, i det vi laver.
- Vi glæder os til om godt et års tid at se resultatet af salget og håber selvfølgelig, at mange vil købe trøjerne. Tusind, tusind tak til AaB for støtten og til alle der bakker Hele Nordjyllands Håndsrækning op ved at købe trøjen, lyder det fra Tina B. Kristensen.
Den nye velgørenhedstrøje vil i denne version blive produceret i et begrænset antal på 900 stk. fordelt på børne- og voksenstørrelser, og trøjen kan allerede nu bestilles i webshoppen.
Som nævnt sælges trøjen for kun 399 kr., hvoraf Spar Nord, hummel og AaB tilsammen donerer 100 kr. pr. solgt trøje.
Den samlede donation for velgørenhedstrøjen vil blive opgjort pr. 31. december 2017, hvorefter Veteran Oasen vil modtage denne særlige udgave af Hele Nordjyllands Håndsrækning.
AaB vil for første gang optræde i velgørenhedstrøjen for Hele Nordjyllands Håndsrækning i morgen aften på udebane mod AC Horsens.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)
Du kan købe AaB's velgørenhedstrøje for Hele Nordjyllands Håndsrækning her.