AaB henter Enevoldsen hjem

16. juni 2014 kl. 14:00

Senere i denne uge vil der således være et nyt, men også velkendt ansigt på AaB’s anlæg på Hornevej.

- Det har været et stort ønske for både vi og Thomas at få en aftale på plads, og i første omgang bliver der givetvis tale om en lejeaftale for sæsonen 2014/2015, som vi undervejs kan følge op på, siger AaB’s sportschef Allan Gaarde.

Det obligatoriske lægetjek i AaB er allerede bestået af Thomas Enevoldsen, som i august 2009 blev solgt til hollandske FC Groningen. I alt er det blevet til flere end 100 ligakampe for FC Groningen og KV Mechelen, som Enevoldsen i de seneste to sæsoner har repræsenteret i den bedste belgiske række. Herudover står Thomas Enevoldsen noteret for deltagelse i VM-slutrunden i 2010, 11 A-landskampe og 26 U-landskampe for Danmark.

- Udover at Thomas har sit hjerte i AaB så får vi en teknisk dygtig og gennembrudsfarlig spiller, som samtidig indeholder ærgerrighed og stor vindermentalitet, siger Allan Gaarde.

- Thomas er i øjeblikket ved at komme sig efter en fodskade, så vi forventer ikke han er på banen det første stykke tid, hvor han i stedet vil genoptræne individuelt under vejledning af vores sundhedssektor.

Thomas Enevoldsen, der startede med at spille fodbold i samarbejdsklubben St. Restrup I.F., ser frem til at returnere til AaB, Aalborg og den danske Superliga:

- Siden jeg var lilleput har AaB været en del af mit liv, og det har altid været den klub, jeg ville tilbage til, hvis jeg skulle til Danmark og spille fodbold igen.

- Jeg glæder mig som en lille dreng. AaB er min klub, og forhåbentlig kan jeg bidrage med både erfaring og kvalitet, så vi kan fastholde en position i toppen af dansk fodbold, siger Thomas Enevoldsen, der af praktiske årsager gør comeback på træningsbanen i AaB torsdag den 19. juni.  

Thomas Enevoldsen, der allerede er noteret for 117 officielle kampe og 11 scoringer for Hele Nordjyllands Hold, får med sin tilbagevenden trøje nummer syv i AaB.

'