AaB flot modtaget i Aabybro

18. august 2013 kl. 16:56

Således benyttede AaB’s Superliga-trup søndagen til at træne hos en af de mange nordjyske samarbejdsklubber, nemlig Aabybro IF – en klub hvor anfører Thomas Augustinussen, samt klubkammerat Kasper Pedersen, trådte deres barnesko i fodboldverdenen.

Aabybro2Augo, Kasper Pedersen og resten af AaB-mandskabet blev dog også modtaget på behørig vis, i det mere end 700 fremmødte voksne og børn overværede dagens træningspas, hvorefter der var autografer og uddeling af de populære goodiebags.

- Det var virkelig flot at så mange var mødt frem og gav os sådan en velkomst. Personligt var det dejligt at være tilbage i barndomsklubben for en dag, og jeg ved der altid har været og stadig er stor interesse for AaB i Aabybro, hvilket dagens fremmøde i den grad beviser, lød det fra anfører Thomas Augustinussen.

Blandt de fremmødte var også otte-årige Casper, der til daglig bor i Als – og for nylig er blevet udtaget til et af AaB’s talentskolehold, men i dagens anledning var på besøg hos sine bedsteforældre i Aabybro:

- Jeg er kommet herud for at se AaB træne, men jeg har set dem tit, for jeg har været på stadion mange gange, lød det fra den unge AaB-fan, der har Kasper Kusk som sit store idol:

- Han er hurtig og så er han bare rigtig god synes jeg, forklarede Casper videre, inden turen derefter gik videre til den meget lange kø ved cafeteriet hos Aabybro IF, hvor AaB-spillerne efter træningen skrev autografer og uddelte goodiebags til alle fremmødte.

En stor tak skal lyde til Aabybro IF for den flotte modtagelse, samt til Spar Nord Aabybro for deres opbakning ved dagens arrangement, ligesom også AaB’s samarbejdspartnere McDonald’s, Royal Unibrew og Steff-Houlberg skal takkes for deres bidrag til de mange goodiebags.

Se i øvrigt en række fotos fra dagens træningspas på AaB’s officielle Facebook-side her.

'