4-2-sejr til AaB i lokalt DS-opgør

26. oktober 2015 kl. 10:44

På trods af spillemæssigt overtag til AaB var det Aalborg Freja, der kom foran efter ti minutters spil. Fem minutter senere fik AaB udlignet på hjørnespark ved Henrik Bruun. Kort efter kom AaB foran med 2-1, da André Bay Christensen fik sat bolden i kassen. To minutter inden pausen fik Aalborg Freja gjort balance i regnskabet på en omstilling, og holdene gik til pause med 2-2.

I anden halvleg sad AaB på spillet og havde flere chancer, der i to tilfælde ramte stængerne. Et kvarter før tid fik AaB bragt sig foran, da Christian Bassogog lagde bolden ind til André Bay Christensen, der med brystet sendte bolden videre til Mike Nørgaard Kristensen, som sendte den i mål. Kort efter gik Bassogog til baglinjen og lagde bolden skråt tilbage til Mike Nørgaard Kristensen, der scorede sit andet mål i kampen. Kampen endte således 4-2 til AaB.

Cheftræner Kenneth Cortsen siger om kampen:

- Vi lykkes med et tungt pres, som Aalborg Freja har svært ved at spille sig ud af. Derfor havde vi bolden meget, og vi har mange chancer. Vi misbruger mange af dem, men det er positivt, at vi får sat fire mål ind. Til gengæld skal modstanderen ikke bruge mange chancer for at få scoret mod os, og deres angriber giver os generelt problemer. Man må give Aalborg Freja, at de spiller en god kamp på trods af, at de er overmatchet.

- Det er dejligt at komme tilbage på sporet med tre point, som giver os afstand til bunden og giver en vis kontakt med toppen. Skal man være perfektionist, så skal vi altså score flere mål med de chancer, vi har, og vi skal have meget bedre styr på defensiven. Det skal vi arbejde på, siger Kenneth Cortsen til aabsport.dk.

Næste kamp er den sidste inden vinterpausen, og den spilles hjemme mod FC Skanderborg lørdag den 31. oktober kl. 13.00.

'