4-1-sejr til DS

3. oktober 2016 kl. 11:45

Lørdag skulle AaB’s DS-mandskab forsøge at komme tilbage på sejrssporet ude mod Randers Freja. Det var dog hjemmeholdet, der kom bedst fra start og fik testet træværket.

Midt i første halvleg fik Michael Stokbro bragt AaB foran efter oplæg fra Morten Thomsen, men kort efter blev der udlignet i forbindelse med et hjørnespark, der ikke blev clearet ordentligt.

To minutter før pausen kom AaB igen foran ved Morten Thomsen, der fik bolden serveret fra en velspillende Mohammad Darvishani på højre back. Morten Thomsen øgede til 1-3 et kvarter inde i anden halvleg, og fire minutter før tid gjorde indskiftede Sergen Inekci det til slutresultatet 4-1 med et flot mål, da han fra kanten af feltet hamrede bolden op i fjerneste krog.

Cheftræner Kenneth Cortsen var glad for, at holdet med en solid indsats kom tilbage på sporet.

- Randers Freja startede bedst, men vores defensiv stod godt, og samtidig havde de svært ved at tackle vores offensiv, hvor især Morten Thomsen og Michael Stokbro skabte meget. Det var vigtigt at komme tilbage efter nederlaget i sidste kamp. Og så på en svær udebane, siger Kenneth Cortsen til aabsport.dk.

Efter sejren ligger holdet på fjerdepladsen i tabellen, inden det på lørdag gælder næste udfordring på udebane mod Aarhus Fremad.

'