AaB Akademiets tre ældste mandskaber vandt lørdag hjemme med henholdsvis 6-1, 4-2 og 3-1 over Randers Freja FC.
U/19 Ligaen: AaB-Randers Freja FC 6-1
Vores U/19 Ligamandskab tog lørdag en storsejr på 6-1 over gæsterne fra Randers Freja FC.
Victor Fjeldgaard åbnede målkontoen i 12. minut på et straffespark, men blot tre minutter senere havde gæsterne udlignet efter et nordjysk boldtab.
I 17. minut udmøntede et velspillet aalborgensisk angreb sig i endnu en scoring af Victor Fjeldgaard, og med en scoring af Amar Diagne i 27. minut lød pausestillingen på 3-1.
Knap et kvarter inde i anden halvleg udbyggede Tobias Lundsgaard Jørgensen til 4-1 på et hovedstød, og en håndfuld minutter senere sparkede Benjamin Pihl Jørgensen 5-1-scoringen i nettet.
I 73. minut sparkede Christian Tcacenco så et flot langskud i kassen til slutresultatet 6-1.
Sejren betyder, at vores U/19 Ligamandskab efter 14 runder er på 12. pladsen med 18 point. Næste U/19 Ligakamp spilles på lørdag på udebane mod Brøndby I.F., men allerede på tirsdag tager U/19-holdet til Aarhus, hvor der venter en pokalkamp mod AGF.
U/17 Ligaen: AaB-Randers Freja FC 4-2
Også i U/17 Ligaen blev det lørdag til en nordjysk sejr over Randers Freja FC.
Det var ellers randrusianerne, der fik den bedste start på kampen og bragte sig i front i 24. minut.
Efter scoringen fik AaB’erne skruet op for tempoet, og fra 32. minut til 39. minut medførte det tre kasser. De to første efter selvmål fra gæsterne, inden Amar Hadzajlija eksekverede et straffespark til en pauseføring på 3-1.
Randers Freja FC kom bedst ud til anden halvleg og reducerede til 3-2 fire minutter efter pausen, men som halvlegen skred frem, fik AaB’erne bedre kontrol over opgøret, og et kvarters tid før slutfløjtet scorede Daryosh Popalzai til slutresultatet 4-2.
Sejren betyder, at vores U/17 Ligahold ligger på en sjetteplads med 25 point efter 18 kampe. Næste U/17 Ligaopgave er en udekamp mod Brøndby I.F. på lørdag.
U/15 Ligaen: AaB-Randers Freja FC 3-1
AaB Akademiet indtager fortsat førstepladsen i U/15 Ligaen efter en 3-1-sejr over Randers Freja FC i går.
Albert Krog Nielsen bragte vores akademimandskab i front i 17. minut, og i 34. minut udbyggede U/15 Ligatopscorer Nicklas Frank Andersen på et straffespark, inden gæsterne i første halvlegs sidste minut reducerede til pausestillingen 2-1.
Med sit andet mål i kampen gjorde Nicklas Frank Andersen det i 55. minut til slutresultatet 3-1.
Dermed er U/15 Ligaholdet på førstepladsen med 36 point efter 16 kampe, mens både Esbjerg fB og FC København står med 35 point efter 15 kampe.
Også U/15 Ligaholdet tager lørdag turen til Brøndby, hvor næste ligakamp venter.