AaB inviterer til Partnerklubbernes Dag 18. april
Når vi lørdag 18. april møder Aarhus Fremad i første hjemmekamp i kvalifikationsspillet, inviterer vi alle vores nordjyske partnerklubber til Partnerklubbernes Dag.
Lørdag 18. april er der lagt op til en festlig dag på Aalborg Portland Park. Her holder vi nemlig Partnerklubbernes Dag til opgøret mod Aarhus Fremad, som fløjtes i gang kl. 18.30.
Fanzonen vil være fuld af aktiviteter frem mod kampstart, så vores partnerklubber har god mulighed for at få skabt en fuldendt fodbolddag på Aalborg Portland Park for deres mange medlemmer.
Op mod 2.000 medlemmer af vores partnerklubber kan få gratis adgang til kampen, og de tilmeldte klubber vil blive involveret i indløbet med AaB-spillerne og i pausekonkurrencen.
Vores kontaktpersoner i hver partnerklub vil snarest muligt modtage en mail med info om tilmelding til Partnerklubbernes Dag. Tilmeldingen åbner tirsdag 31. marts kl. 12.00, og tilmeldingen foregår efter først-til-mølle-princippet.
Hver partnerklub kan tilmelde sig med maksimalt 100 deltagere, men vi opfordrer på det kraftigste til, at man kun tilmelder sig med det antal, som man ved, der kommer, så man ikke optager pladser fra andre partnerklubbers medlemmer.
Det almindelige billetsalg til kampen åbner i morgen kl. 12.00 på www.billet.aabsport.dk.