Møller matchvinder mod Thisted FC
Det blev også til sejr i dagens anden testkamp, da Thisted FC onsdag eftermiddag blev overvundet af en enlig træffer af Valdemar Møller kort før pausen.
Dermed har AaB hentet tre sejre og en uafgjort i forberedelsesfasens foreløbige fire testkampe
Som det også var tilfældet i formiddagens møde med Skive I.K., så indledte gæsterne optimistisk, og i det sjette minut måtte AaB-keeper Bertil Grønkjær afværge en god skudmulighed til Martin Lauritsen.
Uden at det på noget tidspunkt blev prangende, så fik AaB efterhånden ædt sig fast i opgøret, men det var alligevel Bertil Grønkjær, som efter 25 minutter igen måtte i aktion efter en dobbeltchance til Thisted FC.
Fire minutter senere kreerede AaB for første gang en mulighed, hvilket endte ud i en stor af slagsen, da fødselar Marcus Bonde fandt Jubril Adedeji i fri position, men afslutningen fra sidstnævnte gik snert forbi stolpen.
Straks efter var Jubril Adedeji igen nærgående, og tre minutter før pausen kom også føringsmålet, da AaB erobrede bolden højt, så Kornelius Normann kunne sende bolden videre til Valdemar Møller, der eksekverede knastørt til 1-0 til AaB.
I hele anden halvleg styrede AaB begivenhederne, og i tre forskellige tilfælde kunne Valdemar Møller have øget føringen med især det sidste tilbud serveret af Alexander Håpnes i det 74. minut i kategorien ”kæmpe”.
To minutter før tid kunne den manglende udnyttelse have kostet sejren, men heldigvis præsterede Bertil Grønkjær igen en fin redning, da Jetmir Beluli pludselig havde en fri skudchance.
Lørdag rejser AaB på træningslejr i Albir i Spanien, hvor der venter kampe mod henholdsvis islandske ÍBV Vestmannaeyjar og norske Sandefjord Ballklubb.
Matchfacts – testkamp
AaB-Thisted FC 1-0 (1-0)
42. min 1-0 Valdemar Møller.
AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Mikkel Kallesøe (78: Johan Hvistendahl), Elison Makolli (78: Eugene Amankwah), Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson, Marcus Bonde, Alexander Håpnes, Valdemar Møller, Jubril Adedeji (68: Anders Noshe), Kelvin John, Kornelius Normann (68: Benjamin Pihl).