Islændinge holdt stand mod AaB

16. februar 2026 kl. 15:26 af Brian Andersen

Hele 23 AaB-spillere var i aktion mandag i forberedelsesfasens næstsidste testkamp, hvor indledningen var ganske jævnbyrdig.

Efterhånden tog AaB over, og den første store chance tilfaldt også AaB i det 11. minut, hvor et indlæg fra højre over til den bageste stolpe blev headet på tværs af Nicklas Helenius, inden en fri Frederik Børsting fra tæt hold headede over mål.

I den modsatte ende testede Vicente Valor AaB-keeper Bertil Grønkjær, mens et kvalificeret forsøg direkte på frispark midtvejs i halvlegen af Jubril Adedeji blev viftet over tværribben af ÍBV Vestmannaeyjars bageste skanse Marcel Zapytowski.

Senere forsøgte Arnar Breki Gunnarsson sig for islændingene, der efterhånden fik sat sig igennem fysisk.

Føringsmålet til ÍBV Vestmannaeyjar kom i det 33. minut, hvor Arnar Breki Gunnarsson igen var på spil og bragede læderet hårdt og utageligt op i det ene målhjørne, og inden AaB var kommet sig over dukkerten i de 21 graders varme på Albir Garden Resort, så havde modstanderen også fordoblet føringen, da Sesar Örn Hardarson blev spillet fri i venstre side af straffesparksfeltet og udplacerede Bertil Grønkjær med en klinisk afslutning til 2-0 efter 35 minutter.

Resten af halvlegen løb de fleste AaB-initiativer ud i ingenting, og tre minutter før pausen måtte Bertil Grønkjær i stedet være på plads, da Lukas Nennesson fra få meter truede AaB’s mål.

Et helt nyt AaB-mandskab blev som aftalt på forhånd sendt på banen fra anden halvlegs begyndelse, og der var ikke engang gået et minut, før reduceringsmålet kom, da AaB broderede sig igennem, og Kornelius Normann fik sin afslutning afværget, inden Kelvin John sendte returbolden over stregen.

Blot to minutter senere var det særdeles tæt på udligning, da Mikkel Kallesøe fornemt fandt Mathias Kubel i dybden, hvorfra han trak ind og desværre fik sin tværpasning blokeret, efter en situation hvor han også sagtens kunne have afsluttet selv.

Både Kornelius Normann og Valdemar Møller var tæt på for AaB, der sad totalt på begivenhederne og med flere fine indsatser inklusive fra en iøjnefaldende Mathias Kubel i sine første spilleminutter for AaB.

Kornelius Normann fik en afslutning reddet på mållinjen, ligesom en hjørnesparksbold et kvarter før tid fra Nóel Atli Arnórsson blev headet mod mål af Kelvin John, men Marcel Zapytowski fik afvist til hjørnespark.

Eneste reelle islandske forsøg i anden halvleg kom fem minutter før tid fra en spids vinkel fra Milan Jezdimirovic, og få øjeblikke senere kunne AaB igen have scoret, da Kornelius Normann med en cut back-aflevering fandt Mathias Kubel, hvis skudforsøg fra omkring straffesparkspletten ramte en heroisk kæmpende forsvarsspiller fra ÍBV Vestmannaeyjar.

Tættere på kom AaB ikke, hvorfor årets første nederlag var en realitet.

AaB’ sidste testkamp spilles samme sted på fredag eftermiddag med norske Sandefjord Fotball.

Matchfacts – testkamp på Albir Garden Resort
ÍBV Vestmannaeyjar-AaB  2-1 (2-0)
33. min 1-0 Arnar Breki Gunnarsson, 35. min 2-0 Sesar Örn Hardarson, 46. min 2-1 Kelvin John.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær (46: Vincent Müller), Adam Andersson (46: Mikkel Kallesøe), Christian Tcacenco (46: Elison Makolli), Cornelius Olsson (46: Benjamin Tiedemann), Marc Nielsen (46: Nóel Atli Arnórsson), Andres Jasson (46: Marcus Bonde), Frederik Børsting (46: Alexander Håpnes), Markus Kaasa (46: Valdemar Møller), Anders Noshe (46: Mathias Kubel), Nicklas Helenius (30: Amar Diagne: 46 Kelvin John)), Jubril Adedeji (46: Kornelius Normann).

AaB klar til ÍBV Vestmannaeyjar

16. februar 2026 kl. 10:51 af Brian Andersen

Holdet fra Islands sydkyst sluttede i den forgangne sæson som niendebedst i landets ypperste fodboldrække.

ÍBV Vestmannaeyjar har umiddelbart ingen danske spillere i truppen til dagens duel, som for abonnenter kan følges direkte fra kickoff kl. 12.00 på direktesport.dk.

Opgøret er AaB’s første på træningslejren i spanske Albir, hvor de 90 minutter afvikles på anlægget ved Albir Garden Resort.

Cheftræner Steffen Højer har til dysten alle 24 deltagende spillere på træningslejren til rådighed og stiller fra første fløjt med følgende navne:

Bertil Grønkjær, Adam Andersson, Christian Tcacenco, Cornelius Olsson, Marc Nielsen, Andres Jasson, Frederik Børsting, Markus Kaasa, Anders Noshe, Nicklas Helenius, Jubril Adedeji.

AaB TV: På græs i Albir

15. februar 2026 kl. 20:53 af Rasmus Estrup

Vores spillere havde i dag rigtig græs under støvleknopperne for første gang i 2026, da træningslejrens to første træningspas fandt sted. 

Se et indslag fra dagens første træning og hør fra cheftræner Steffen Højer, der blandt andet fortæller, hvad der arbejdes på i den kommende uge og kigger frem mod mandagens testkamp mod ÌBV Vestmannaeyja, der spilles på banerne ved Albir Garden Resort i morgen kl. 12.00. 

Kampen livestreames på direktesport.dk. Det kræver et abonnement ved DirekteSport at se kampen.

Undervejs vil der være opdateringer fra AaB's officielle konto på X og Instagram. Efterfølgende følger et referat samt et sammendrag her på aabsport.dk. 

AaB TV: Fra Aalborg til Albir

14. februar 2026 kl. 21:40 af Rasmus Estrup

Tidligere i dag satte AaB’s trup og stab kurs mod dette års vintertræningslejr i Albir nær Alicante.

Med på træningslejren er følgende 24 spillere:

1 Vincent Müller, 2 Mikkel Kallesøe, 3 Adam Andersson, 4 Benjamin Tiedemann, 5 Marc Nielsen, 7 Jubril Adedeji, 8 Alexander Håples, 9 Nicklas Helenius, 11 Kornelius Normann, 14 Mathias Kubel, 15 Cornelius Olsson, 17 Andres Jasson, 22 Rody de Boer, 23 Markus Kaasa, 24 Nóel Atli Arnórsson, 25 Frederik Børsting, 26 Marcus Bonde, 27 Kelvin John, 28 Valdemar Møller, 32 Christian Tcacenco, 33 Elison Makolli, 37 Amar Diagne, 40 Bertil Grønkjær og akademispiller Anders Noshe.

Frem til hjemrejsen lørdag 21. februar venter en række træningspas samt to testkampe.

Første testkamp spilles mandag mod islandske ÍBV Vestmannaeyjarq, og fredag gælder det så opstartens sidste testkamp mod Sandefjord Fotball. Fredagskampen livestreames for abonnenter på nordjyske.dk.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbage til rødderne med Frederik fra Klarup

13. februar 2026 kl. 10:06 af Rasmus Estrup

Hvorfor har Frederik Børsting tatoveret sit barndomshjem og Klarups omkreds på sin arm? Hvorfor gik han en omvej fra skolen og i DUS? Og hvordan har han sat sit præg på RKG Klarups trøjer?

Det og meget mere kan du finde ud af i dette AaB TV-indslag, hvor vi tager med Frederik Børsting rundt i barndomsbyen Klarup, i anledning af at dagens fødselar inden vinterpausen rundede 250 officielle kampe for AaB. 

Indslaget fik premiere i AaB-appen i lørdags, men er nu tilgængelig for alle på vores officielle kanaler på YouTube, Facebook samt aabsport.dk. 

Vil du fremover se lignende indslag, så snart de udkommer, så download AaB-appen via App Store eller Google Play. 

Frederik Børstings 250-kamps jubilæum vil blive markeret til årets første hjemmekamp mod Hillerød Fodbold fredag 27. februar. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed
'