Fredagsfest til forårspremieren

23. februar 2026 kl. 13:27 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Hillerød Fodbold

Spillerunde: 19
Spilledato: Fredag 27. februar
Kampstart: Kl. 19.00
Dørene åbner: Kl. 17.30
Fanzonen åbner: Kl. 17.00
Dommer: Patrick Remon Gammelholm

Køb billetter til årets første kamp
Forårspremieren i Betinia Ligaen spilles på fredag kl. 19.00, hvor vi hjemme på Aalborg Portland Park tager imod Hillerød Fodbold.

Køb i forsalg billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

På fredag kan du også besøge billethuset på Aalborg Portland Park fra kl. 17.30.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Nordtribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 17.30.

Info til tilhængere af Hillerød Fodbold
Efter aftale med Hillerød Fodbold vil det sædvanlige udebaneafsnit på 3F Tribunen være lukket på fredag.

Ønsker man som tilhænger af Hillerød Fodbold billet til kampen, kan man sende en mail til billet@aab-as.dk.

Fredagsfest med Happy Hour i fanzonen fra kl. 17.00
Opvarmningen til årets første kamp skydes i gang i fanzonen kl. 17.00, og frem til kl. 18.00 er der Happy Hour på øl i Fanbaren.

Derudover spiller DJ Møgelmose fra scenen, og så kan man som altid også få ansigtsmaling eller dyste mod sine venner i bordfodbold, vores Goal Station eller på små Faxe Kondi-mål.

Du kan også sikre dig en lækker omgang aftensmad i fanzonen, hvor du blandt andet kan købe en Rasmus Wurst, Crispy Chicken fra Bogø og en ny lahmacun pizza. Sidstnævnte er en tyrkisk, stenovnsbagt pizza, som i en testperiode sælges i et begrænset udvalg i fanzonen og i bod 7 på Nordtribunen.

De to barer på Nordtribunen er desuden blevet opgraderet og kan nu servere et nyt udvalg af specialøl.

Som noget nyt kan du i bod 10 på Vesttribunen desuden også købes shots til kampen.

AaB Shoppen åbner kl. 17.00
Kig forbi AaB Shoppen på fredag og bliv klar til åres første kamp.

På fredag vil der være særlige kampdagstilbud, der kan findes både i foyeren og i fanzonen.

Begge steder åbner butikken kl. 17.00.

Besøg Theodors Familiezone
I Theodors Familiezone i hjørnet af Nordtribunen kan børn fra kl. 17.30 også lægge puslespil eller lave tegninger, som man enten kan tage med hjem eller lægge i Theodors postkasse.

Ligeledes kan der i Theodors Familiezone også spilles subsoccer.

Adgang til boder og toiletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Nordtribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Transport
Vi opfordrer fans til så vidt muligt at tage cyklen på Aalborg Portland Park.

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på, at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Nordtribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

Blandet lørdag for AaB Akademiet

22. februar 2026 kl. 18:41 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 2-7
U/19 Ligaholdets planlagte forårspremiere forrige torsdag blev udskudt på grund af en forvarslet snestorm, og derfor var det i stedet gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, der blev første gældende kamp i 2026 for AaB Akademiets ældste mandskab, der desværre led et stort nederlag på 7-2.

Gæsterne bragte sig i front efter syv minutter, inden Georg Ejsing ti minutter senere fik udlignet. Men i løbet af første halvlegs sidste 20 minutter scorede gæsterne hele fire gange og kunne dermed gå til pause foran 5-1.

Victor Fjeldgaard reducerede tidligt i anden halvleg efter et godt pres, men med yderligere FC Nordsjælland-scoringer i 73. minut og 78. minut endte det som bekendt med et nederlag på 7-2.

U/19 Ligaholdet spiller sin næste kamp på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F. Indtil da indtager AaB-mandskabet 13. pladsen med 13 point efter 12 kampe.

U/17 Ligaen: AC Horsens-AaB 1-2
AaB Akademiets U/17 Ligahold, der i sin forårspremiere forrige torsdag vandt over FC Nordsjælland, snuppede også tre point i årets andet opgør.

Trods en god AaB-start var det ellers hjemmeholdet fra AC Horsens, som midt i første halvleg bragte sig i front på en opspilsfejl, men AaB’erne genvandt kontrollen på kampen, og efter flere AaB-muligheder lykkedes det i 60. minut Magnus Bak at heade udligningen i nettet efter et hjørnespark fra Amar Hadzajlija.

AaB’erne jagtede herefter de tre point, og da Villads Bertelsen i AaB-målet tog sig af hjemmeholdets omstillinger, lykkedes det til allersidst at snuppe alle tre point, da Amar Hadzajlija på kampens sidste aktion styrede bolden over keeperen og i nettet til 2-1 efter et oplæg fra Matti Flamsholt Andreasen.

Akademiholdet indtager efter sejren syvendepladsen i U/17 Ligaen med 22 point efter 16 kampe. Næste ligakamp venter ligeledes på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F.

U/15 Ligaen: AC Horsens-AaB 2-2 (5-4 efs.)
Forårspremieren i U/15 Ligaen gav blot et enkelt nordjysk point efter 2-2 i ordinær tid og et nederlag i straffesparkskonkurrencen.

Nicklas Frank Andersen gjorde det ellers til 1-0 for AaB’erne i 20. minut, men med to scoringer af hjemmeholdet i henholdsvis 39. og 41. minut var det pludselig AC Horsens, der var i front.

Nicklas Frank Andersen svarede dog tilbage med sit andet mål i kampen i 53. minut, hvilket sikrede et slutresultatet på 2-2.

Pointene skulle derfor fordeles efter en straffesparkskonkurrence, og her trak hjemmeholdet det længste strå, så AaB-holdet måtte tage hjem med et enkelt point.

Vores U/15 Ligahold står efter 13 kampe med 29 point, hvilket rækker til en foreløbig tredjeplads – tre point efter Esbjerg fB på førstepladsen. Ligesom de to ældre mandskaber skal U/15 Ligaholdet også en tur til Silkeborg på lørdag.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Samarbejdspartnere på træningslejr

21. februar 2026 kl. 12:52 af Rasmus Estrup

Det er ikke kun AaB's spillere og trænerstab, der har været på træningslejr i Albir den seneste uge. De seneste dage har en række af vores samarbejdspartnere også været forbi lejren på en executive-rejse.

Her har de blandt andet blevet overværet træning, spist med spillerne, fået oplæg af sportschef John Møller og cheftræner Steffen Højer, set testkamp og ikke mindst netværket i andre - og lunere - rammer end hjemme i Danmark. 

Se dette indslag om partnernes tur, og hør fra AaB's administrerende direktør Michael Tuxen Boll og Executive Partner ved itm8 Brian Sørensen.

 

AaB TV: Sandefjord Fotball-AaB 4-0

20. februar 2026 kl. 19:21 af Rasmus Estrup

Den sidste testkamp på træningslejren - og hele opstarten - endte med et nederlag på 4-0 mod den norske Eliteserieklub Sandefjord Fotball. 

Det norske mandskab bragte sig i front i 17. minut og øgede til 2-0 lige inden pausen. 

I 58. minut og 63. minut var Sandefjord Fotball på pletten igen med målene til 3-0 og 4-0, og da vores muligheder i modsatte ende ikke udmøntede sig i scoringer, endte opgøret 4-0. 

Se et sammendrag af kampen, der blev livestreamet af Nordjyske, i videoen øverst, hvor cheftræner Steffen Højer også sætter ord på dagens test.

Tags på denne nyhed

Klart AaB-nederlag i generalprøven

20. februar 2026 kl. 18:20 af Brian Andersen

Dermed blev det på ingen måde den generalprøve, som man fra AaB’s side havde ønsket sig, men det er værd at have med i ligningen, at ud fra de respektive tabeller så var det Norges femtebedste mandskab, der mødte øjeblikkets nummer 18 i Danmark.

Og selvom sejren selvsagt var fuldt fortjent, så kunne udnyttelse af flere store AaB-chancer have medvirket til både et andet kampbillede og et anderledes udfald.

At AaB stod over for en kvalitetsmodstander, blev man dog ret hurtigt bevidst om. Sandefjord Fotball imponerede især i kampens første halve time med et dynamisk, offensivt udtryk, ligesom nordmændene defensivt formåede at stresse AaB via et højt og aggressivt pres.

Både Marcus Melchior og Sander Risan Mørk havde fornuftige forsøg, inden danske Jakob Vester i det tiende minut efter en cutback-aflevering sendte en god skudchance over mål.

Tre minutter senere viste AaB for første gang offensive tænder, da Kornelius Normann blev sendt afsted i en omstilling, men pasningen til en fri Kelvin John i fremdrift manglede lige den sidste præcision.

Det logiske føringsmål til Sandefjord Fotball kom i stedet efter 17 minutter, hvor passivt forsvarsspil gav plads til, at Jakob Vester fra kanten af straffesparksfeltet tørt kunne sparke læderet fladt i mål ved den nærmeste stolpe.

Fem minutter senere kombinerede Sandefjord Fotball sig på ny igennem i venstre side, men denne gang leverede AaB-keeper Vincent Müller en god fodparade over for afslutningen fra Zinedin Smajlovic.

Efter 27-28 minutter kom AaB bedre med med flere og flere sekvenser på bolden, og udligningen kunne også været kommet fem minutter før pausen, da et flot angreb med igangsætning af Adam Andersson, en fornem pasning af Mathias Kubel og til sidst en præcis tværaflevering fra Alexander Håpnes satte en stor chance op for Kelvin John, men desværre kom Sandefjord Fotballs bageste skanse Elias Hadya i vejen for afslutningen.

I stedet fordoblede Sandefjord Fotball føringen på halvlegens sidste spark, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark landede hos Sander Risan Mørk, som fænomenalt helflugtede bolden i netmaskerne via indersiden af den ene opstander.

Muligheden for resultatmæssigt at komme tilbage i dysten kom igen i det 53. minut, da Marc Nielsen med en fremragende aflevering frispillede Kelvin John, men igen fik Elias Hadya reddet.

Fem minutter senere blev det så i stedet 3-0, da et indlæg fra højre med lang tid undervejs resulterede i misforståelser i AaB-defensiven, så Nikolaj Duus Möller uhindret kunne heade i mål.

Ligeledes så det let ud, da Marcus Melchior efter 63 minutter spadserede igennem flere AaB’ere, før han roligt lagde bolden forbi Vincent Müller til 4-0.

Med godt 20 minutter tilbage opstod AaB’s tredje store chance i kampen, da Markus Kaasa smart fandt Kornelius Normann, men endnu engang trak Elias Hadya det længste strå i en direkte duel med en AaB-spiller.

I fortsættelsen var Elisen Makolli i to omgange nærgående for AaB, mens også Andres Jasson forsøgte sig fra distancen.

Sidste mulighed for AaB kom i sidste minut, hvor Jubril Adedeji efter en ellers fin aktion fik sendt sit skudforsøg fladt forbi fjerneste stang.

Lørdag formiddag venter træningslejrens sidste træningspas, hvorefter kursen sættes mod Aalborg. Og om en uge gælder det forårspremieren på Aalborg Portland Park mod Hillerød Fodbold – køb billet til opgøret her.

Matchfacts – testkamp på Albir Garden Resort
Sandefjord Fotball-AaB  4-0 (2-0)
17. min 1-0 Jakob Vester, 45. min 2-0 Sander Risan Mørk, 58. min 3-0 Nikolaj Duus Möller, 63. min 4-0 Marcus Melchior.
 
AaB (4-3-3): Vincent Müller, Mikkel Kallesøe (19: Adam Andersson), Elison Makolli, Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson (46: Marc Nielsen), Marcus Bonde, Alexander Håpnes (46: Andres Jasson), Valdemar Møller (82: Frederik Børsting), Mathias Kubel (64: Markus Kaasa), Kelvin John (82: Jubril Adedeji), Kornelius Normann (76: Nicklas Helenius).

'