Blandet lørdag for AaB Akademiet
U/17 Ligaholdet vandt for anden kamp i træk, U/19 Ligaholdet tabte forårspremieren stort, og U/15 spillede uafgjort i årets første kamp.
U/19 Ligaen: AaB-FC Nordsjælland 2-7
U/19 Ligaholdets planlagte forårspremiere forrige torsdag blev udskudt på grund af en forvarslet snestorm, og derfor var det i stedet gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, der blev første gældende kamp i 2026 for AaB Akademiets ældste mandskab, der desværre led et stort nederlag på 7-2.
Gæsterne bragte sig i front efter syv minutter, inden Georg Ejsing ti minutter senere fik udlignet. Men i løbet af første halvlegs sidste 20 minutter scorede gæsterne hele fire gange og kunne dermed gå til pause foran 5-1.
Victor Fjeldgaard reducerede tidligt i anden halvleg efter et godt pres, men med yderligere FC Nordsjælland-scoringer i 73. minut og 78. minut endte det som bekendt med et nederlag på 7-2.
U/19 Ligaholdet spiller sin næste kamp på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F. Indtil da indtager AaB-mandskabet 13. pladsen med 13 point efter 12 kampe.
U/17 Ligaen: AC Horsens-AaB 1-2
AaB Akademiets U/17 Ligahold, der i sin forårspremiere forrige torsdag vandt over FC Nordsjælland, snuppede også tre point i årets andet opgør.
Trods en god AaB-start var det ellers hjemmeholdet fra AC Horsens, som midt i første halvleg bragte sig i front på en opspilsfejl, men AaB’erne genvandt kontrollen på kampen, og efter flere AaB-muligheder lykkedes det i 60. minut Magnus Bak at heade udligningen i nettet efter et hjørnespark fra Amar Hadzajlija.
AaB’erne jagtede herefter de tre point, og da Villads Rasmussen i AaB-målet tog sig af hjemmeholdets omstillinger, lykkedes det til allersidst at snuppe alle tre point, da Amar Hadzajlija på kampens sidste aktion styrede bolden over keeperen og i nettet til 2-1 efter et oplæg fra Matti Flamsholt Andreasen.
Akademiholdet indtager efter sejren syvendepladsen i U/17 Ligaen med 22 point efter 16 kampe. Næste ligakamp venter ligeledes på lørdag på udebane mod Silkeborg I.F.
U/15 Ligaen: AC Horsens-AaB 2-2 (5-4 efs.)
Forårspremieren i U/15 Ligaen gav blot et enkelt nordjysk point efter 2-2 i ordinær tid og et nederlag i straffesparkskonkurrencen.
Nicklas Frank Andersen gjorde det ellers til 1-0 for AaB’erne i 20. minut, men med to scoringer af hjemmeholdet i henholdsvis 39. og 41. minut var det pludselig AC Horsens, der var i front.
Nicklas Frank Andersen svarede dog tilbage med sit andet mål i kampen i 53. minut, hvilket sikrede et slutresultatet på 2-2.
Pointene skulle derfor fordeles efter en straffesparkskonkurrence, og her trak hjemmeholdet det længste strå, så AaB-holdet måtte tage hjem med et enkelt point.
Vores U/15 Ligahold står efter 13 kampe med 29 point, hvilket rækker til en foreløbig tredjeplads – tre point efter Esbjerg fB på førstepladsen. Ligesom de to ældre mandskaber skal U/15 Ligaholdet også en tur til Silkeborg på lørdag.