AaB TV: Med U/19 til de nordiske mesterskaber
Torsdag tager AaB Akademiets U/19- og U/17-mandskab hul på forårssæsonen. I den forbindelse kan du se eller gense AaB TV-dokumentaren fra de nordiske mesterskaber i november.
AaB Akademiets to ældste årgange står begge foran forårspremieren i U/19 Ligaen og U/17 Ligaen på torsdag.
U/19 Ligaholdet tager torsdag kl. 14.00 imod FC København hjemme på Hornevej, og kl. 16.15 følger U/17 Ligaholdets forårspremiere mod FC Nordsjælland. Det er naturligvis gratis for alle at overvære kampene.
Inden torsdagens to kampe, kan du nu se eller gense AaB TV's dokumentar om U/19-mandskabets deltagelse ved de nordiske mesterskaber i Marbella i slutningen af sidste år.
Otte skandinaviske hold deltog ved mesterskaber, og i dokumentaren kan du komme med ind i omklædningsrummet, til taktikmøderne, i poolen og få et indtryk af kampene mod BK Häcken, OB, SK Brann og Hammarby Fotboll fra allernærmeste hold.
U/19 Ligaholdet sluttede turneringen på en sjetteplads.
Dokumentaren, der også indeholder interviews med U/19 Ligatræner Frederik Jørgensen samt U/19 Ligaspillerne Benjamin Pihl Jørgensen og Tobias Lundsgaard Jørgensen, blev udgivet i AaB-appen i december, men som optakt til forårssæsonen kan du nu også se dokumentaren her på aabsport.dk, på YouTube og på Facebook.