AaB TV: Mål og interview fra onsdagens to kampe

11. februar 2026 kl. 17:30 af Rasmus Estrup

Kunstgræsbanen på Hornevej lagde i dag underlag til to testkampe mod først Skive I.K. og siden Thisted FC, der begge spiller i CampoBet 2. Division. 

Selvom Skive I.K. var foran både 1-0 og 2-1, vandt vi dagens første duel med 3-2, da Andres Jasson med to straffesparksscoringer og et fremragende hug fra distancen diskede op med et hattrick. 

I det følgende opgør mod Thisted FC blev Valdemar Møllers scoring til 1-0 kort før pausen kampens eneste. 

Se samtlige mål fra dagens kampe i videoen øverst, hvor du også kan høre cheftræner Steffen Højers perspektiv på kampen. 

Tags på denne nyhed

Møller matchvinder mod Thisted FC

11. februar 2026 kl. 16:25 af Brian Andersen

Dermed har AaB hentet tre sejre og en uafgjort i forberedelsesfasens foreløbige fire testkampe  

Som det også var tilfældet i formiddagens møde med Skive I.K., så indledte gæsterne optimistisk, og i det sjette minut måtte AaB-keeper Bertil Grønkjær afværge en god skudmulighed til Martin Lauritsen.

Uden at det på noget tidspunkt blev prangende, så fik AaB efterhånden ædt sig fast i opgøret, men det var alligevel Bertil Grønkjær, som efter 25 minutter igen måtte i aktion efter en dobbeltchance til Thisted FC.

Fire minutter senere kreerede AaB for første gang en mulighed, hvilket endte ud i en stor af slagsen, da fødselar Marcus Bonde fandt Jubril Adedeji i fri position, men afslutningen fra sidstnævnte gik snert forbi stolpen.

Straks efter var Jubril Adedeji igen nærgående, og tre minutter før pausen kom også føringsmålet, da AaB erobrede bolden højt, så Kornelius Normann kunne sende bolden videre til Valdemar Møller, der eksekverede knastørt til 1-0 til AaB.

I hele anden halvleg styrede AaB begivenhederne, og i tre forskellige tilfælde kunne Valdemar Møller have øget føringen med især det sidste tilbud serveret af Alexander Håpnes i det 74. minut i kategorien ”kæmpe”.  

To minutter før tid kunne den manglende udnyttelse have kostet sejren, men heldigvis præsterede Bertil Grønkjær igen en fin redning, da Jetmir Beluli pludselig havde en fri skudchance.

Lørdag rejser AaB på træningslejr i Albir i Spanien, hvor der venter kampe mod henholdsvis islandske ÍBV Vestmannaeyjar og norske Sandefjord Ballklubb.

Matchfacts – testkamp
AaB-Thisted FC  1-0 (1-0)
42. min 1-0 Valdemar Møller.

AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Mikkel Kallesøe (78: Johan Hvistendahl), Elison Makolli (78: Eugene Amankwah), Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson, Marcus Bonde, Alexander Håpnes, Valdemar Møller, Jubril Adedeji (68: Anders Noshe), Kelvin John, Kornelius Normann (68: Benjamin Pihl).

Tags på denne nyhed

Jasson-hattrick mod Skive I.K.

11. februar 2026 kl. 13:16 af Brian Andersen

Således var det også tredje gang af tre mulige – efter 3-2 over Randers FC og 3-3 mod Sønderjyske – at AaB scorede tre gange i forberedelsesfasens testkampe.

Modstanderen fra Skive I.K. befinder sig efter 16 spillerunder på en tiendeplads i landets tredjebedste fodboldrække, og holdet bed fint fra sig onsdag formiddag på Hornevej.

I det 11. minut var Christian Kudsk nærgående, og blot to minutter senere tog gæsterne føringen, da Viktor Hoff tæt under mål kunne prikke et fladt indlæg fra venstre over mållinjen.

Udeholdet fortsatte de fine takter med et stolpeskud fra Christian Kudsk efter 19 minutter, og en friløber til Viktor Hoff tre minutter senere, hvor AaB-keeper Vincent Müller fik reddet.

AaB’s første reelle forsøg kom i det 32. minut ved Adam Andersson, og tre minutter senere fulgte også udligningen, da der blev begået straffespark mod Markus Kaasa, hvilket Andreas Jasson udnyttede sikkert.

Anden halvleg åbnede med en ny, god mulighed til gæsternes Christian Kudsk, men det var Frederik Sloth, som efter 51 minutter ikke ufortjent kunne bringe Skive I.K. på 2-1.

Efter en times spil fulgte kampens højdepunkt, da Andres Jasson flot fra kanten af straffesparksfeltet krøllede læderet op i det ene målhjørne og dermed udlignede for anden gang for AaB.

Skive I.K. svarede igen med endnu et forsøg på stolpen – denne gang ved Oliver Amby – og Vincent Müller var efterfølgende vågen over for riposten.

Efter 71 minutter blev AaB’s indskiftede Helgi Johansson nedlagt i straffesparksfeltet, og endnu engang var Andres Jasson sikkerheden selv og scorede fra pletten.

Herfra var AaB i fin kontrol og kørte sejren hjem.

Dagens næste opgave – med 11 nye spillere i startformationen – venter her kl. 13.30 mod Thisted FC.

Matchfacts – testkamp
AaB-Skive I.K.  3-2 (1-1)
13. min 0-1 Viktor Hoff, 35. min 1-1 Andres Jasson, 51. min 1-2 Frederik Sloth, 60. min 2-2 Andres Jasson, 71. min 3-2 Andres Jasson.

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Adam Andersson, Cornelius Olsson, Christian Tcacenco, Marc Nielsen (70: Amar Diagne), Andres Jasson, Markus Kaasa (67: Helgi Johansson), Andreas Maarup, Amar Diagne (52: Georg Ejsing), Brian Nwadike, William Thomsen.

Tags på denne nyhed

Tilmeldingen er åben til AaB+

11. februar 2026 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

Nordjyske børn fra alle vores partnerklubber kan nu i tilmelde sig forårets AaB+, som er et ekstra træningskoncept udviklet af AaB Akademiet. Som noget nyt i dette forår, vil AaB+ også gælde U/11-spillere, så træningskonceptet er for alle nordjyske børn fra U/8 til U/11 uanset niveau.

AaB+ har fokus på udvikling af børnenes motoriske og tekniske færdigheder. Hvert træningspas varer 60 minutter, og træningsmetoderne tager afsæt i AaB Akademiets syn på børnetræning.

Træningerne skal ses som et supplement til den faste træning hjemme i egen klub, og i dette forår vil de 11 træningspas i AaB+ udelukkende foregå i Aalborg KFUM, men børn fra samtlige partnerklubber er velkommen til at melde sig til. 

AaB Akademiet inddeler som udgangspunkt træningsgrupperne i tre grupper efter årgange, så U/8-spillerne (årg. 2018) træner i én gruppe, U/9-spillerne (årg. 2017) i en anden gruppe og U/10- og U/11-spillerne (årg. 2016 og 2015) træner sammen i en tredje gruppe.

AaB Akademiet forbeholder sig dog retten til at justere træningsgrupperne for bedst muligt at sikre, at alle børn udfordres på et passende niveau og sikres den bedst mulige oplevelse.

AaB+ gælder kun for de nævnte årgange, og barnet skal tilmeldes i den retmæssige årgang.

Aalborg KFUM har som arrangørklub haft et døgns forkøbsret, og på grund af stor interesse for særligt U/9- og U/10-11-årgangene er der allerede nu åbnet for ekstra træningspas for disse årgange. Det betyder, at Træningspas 1 er fra kl. 16.30 til 17.30, mens Træningspas 2 er fra kl. 17.45 til 18.45. 

I dette forår foregår træningerne i ovenstående tidsrum i Aalborg KFUM på følgende fredage:
6. marts
20. marts
27. marts
10. april
17. april
24. april
1. maj
8. maj
22. maj
29. maj
5. juni
12. juni

Prisen for deltagelse i efterårssæsonen 2026 er 1.199 kr. for hele forløbet.

Tilmelding foregår viawww.billet.aabsport.dk, hvor der netop er åbnet for tilmelding.

Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet i den årgang, man tilhører.

Alle spørgsmål vedrørende AaB+ samt tilmelding hertil skal sendes til Steen Ammundsen på sa@aab-as.dk.

Tags på denne nyhed

Truppen til onsdagens to testkampe

10. februar 2026 kl. 21:00 af Rasmus Estrup

Onsdag har vi to kampe på programmet, når vi kl. 10.30 tager imod Skive I.K. og kl. 13.30 møder Thisted FC. Begge kampe spilles på kunstgræsbanen på Hornevej, hvor der er fri entré.

Til de to kampe i morgen er følgende spillere udtaget:

1 Vincent Müller, 2 Mikkel Kallesøe, 3 Adam Andersson, 4 Benjamin Tiedemann, 5 Marc Nieslen, 7 Jubril Adedeji, 8 Alexander Håpnes, 11 Kornelius Normann, 15 Cornelius Olsson, 17 Andres Jasson, 18 Andreas Maarup, 23 Markus Kaasa, 24 Nóel Atli Arnórsson, 25 Frederik Børsting, 26 Marcus Bonde, 27 Kelvin John, 28 Valdemar Møller, 32 Christian Tcacenco, 33 Elison Makolli, 35 Eugene Amankwah, 37 Amar Diagne, 40 Bertil Grønkjær samt akademispillerne Helgi Hafsteinn Jóhannsson, Georg Ejsing, William Thomsen, Anders Noshe, Johan Hvistendahl, Benjamin Pihl Jørgensen og gæstespiller Brian Nwadike.

Begge opgør livestreames på nordjyske.dk for abonnenter, og der vil undervejs være scoringsopdateringer på AaB's officielle konto på X og Instagram, ligesom der efter kampene vil kunne læses referater og ses sammendrag på aabsport.dk.

Tags på denne nyhed
'